Tennis

Tauson og landsholdet jubler efter oprykning: - Vi har fortjent en dessert

(arkiv) Clara Tauson var med på det danske landshold, der sikrede oprykning fredag. William West / Ritzau Scanpix

Clara Tauson og resten af det danske landshold er svært tilfredse med oprykningen, der blev sikret fredag takket være en sejr over Tunesien.

- Det er en sindssyg bedrift.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Danmarks nu bedste kvindelige tennisspiller, Clara Tauson, efter hun sammen med resten af det danske landshold fredag sikrede oprykning til det tredjehøjeste niveau i Fed Cup.

Det krævede dog særdeles stærke nerver undervejs. Det direkte opgør om oprykning mod Tunesien skulle nemlig afgøres i sidste kamp, en tæt double i tre sæt.

- Vi havde det alle sammen dårligt ude på bænken, fordi det var så spændende i den afgørende double, fortæller Clara Tauson til TV 2 SPORT.

Den talentfulde dansker så til fra bænken i finske Helsinki, mens det var op til Emilie Francati og Maria Jespersen at hive sejren i land.

Selvom den danske duo tabte første sæt med hele 6-1 til deres tunesiske modstandere, fik de vendt kampen og sikret oprykningen fra Europa/Afrika Gruppe II til Gruppe I med en sejr i tre sæt.

- Vi råbte og skreg og heppede alle sammen. Vi troede alle sammen på det. Vi vidste godt, at det ville blive tæt og spændende, men heldigvis tog vi sejren, siger Tauson.

Specielt at spille med landsholdet

Det er anden gang inden for få år, at det lykkes det danske landshold at rykke et niveau op i Fed Cuppen.

- Det er specielt at spille med og for landsholdet, siger Clara Tauson, der har været med i begge de seneste oprykninger.

- Nu skal vi ud og have noget at spise, og så skal vi bare hygge os. Lidt god mad og en dessert. Det har vi vist alle sammen fortjent.

Glæden var også stor hos Emilie Francati, der sammen med Maria Jespersen sikrede den danske sejr.

- Det er bare fantastisk, at det er lykkes. Det var en vild oplevelse. Der var tryk på sidelinjen fra tilskuerne, og det kogte, lyder det fra Francati til Dansk Tennis Forbunds hjemmeside.

- Det er sådan nogle situationer, man spiller for at stå i, og at vi så vinder, det er bare utroligt dejligt.

I februar sidste år rykkede Danmark ned i Europa/Afrika Gruppe II efter et nederlag til Estland.