Tennis

Nadal græd af glæde, da Federer vandt French Open i 2009

Roger Federer kyssede trofæet, da han i 2009 besejrede Robin Söderling i French Open-finalen. Lionel Bonaventure / Scanpix Denmark

Roger Federer og Rafael Nadal har på trods af deres store rivalisering i mere end et årti udviklet et stærkt venskab.

Når der bliver spillet tennis på det røde grus i Paris, er det som regel Rafael Nadal, der står tilbage som vinder.

Spanieren har siden 2005 vundet French Open intet mindre end 12 gange, og derfor var det noget af en overraskelse, da Nadal i 2009 måtte se sig slået i 4. runde af svenske Robin Söderling, der blot var seedet som nummer 24.

Han var så glad på mine vegne. Det er en god rivalisering

Roger Federer

Turneringen blev i stedet vundet af spanierens evige rival, Roger Federer. Og nu - mere end 10 år senere - har spanieren afsløret over for Federer selv, at han var glad for, at schweizeren vandt sin første og hidtil eneste French Open-titel.

Det fortalte Federer fredag i forbindelse med en opvisningskamp i Cape Town, hvor han stod over for netop Rafael Nadal.

- Han fortalte mig i dag (fredag, red.), at han græd, da jeg vandt French Open i 2009. Han var så glad på mine vegne. Det er en god rivalisering, sagde Federer efter kampen, hvor de spillede foran et rekordstort publikum i den sydafrikanske by.

Venner trods stor rivalisering

Intet mindre end 51.954 tilskuere var til stede for at se Nadal og Federer spille i en kamp, hvor det primært handlede om at samle penge ind til Roger Federer Foundation, som forsøger at hjælpe børn i udsatte områder med at få en uddannelse.

Roger Federer og Rafael Nadal giver hinanden et kram under fredagens opvisningskamp.

Efter kampen blev 38-årige Federer bedt om at svare på, om ham og Nadal er rivaler eller venner.

- Kan man være begge dele? Det tror jeg, vi er.

- Han er en fantastisk person med fantastiske værdige, og så har han en dejlig familie. Min familie og hans familie har stor respekt for hinanden, sagde schweizeren.

Roger Federer har i karrierens løb vundet 20 Grand Slams, mens Rafael Nadal følger lige efter med 19 styks.