Tennis

Williams’ vilde Fed Cup-stime brudt – var ubesejret siden 1999

Serena Williams har tabt en Fed Cup-kamp for første gang. Abbie Parr / Ritzau Scanpix

Serena Williams og USA spillede sig videre i Fed Cup, selvom den amerikanske stjerne led et historisk nederlag.

Det er efterhånden knap så overraskende, som det har været, når Serena Williams taber en tenniskamp.

Alligevel er nattens Fed Cup-nederlag til Anastasija Sevastova ganske bemærkelsesværdigt. Det er nemlig Serena Williams’ første singlenederlag i Fed Cup.

Dermed er en stime på lutter sejre siden debuten i 1999 brudt. Kampen endte 7-6 (7-5), 3-6, 7-6 (7-4).

- Det var en virkelig intens kamp. Der var en masse point og en masse løb, siger Serena Williams ifølge Fed Cups hjemmeside.

Inden nederlaget havde Serena Williams vundet 14 Fed Cup-kampe i træk, senest lørdag, hvor hun slog Jelena Ostapenko. I nederlagets stund kan hun trods alt glæde sig over, at USA endte med at vinde kampen samlet.

Med 3-2 i kampen går USA videre til Fed Cup Finales i Budapest. Det er en realitet, efter USA vandt den afgørende doublekamp mod Letland.

På jagt efter historisk sejr

Serena Williams er inde i det, man efterhånden kan kalde en resultatmæssig krise. Hun har tabt fire Grand Slam-finaler i træk, og de seneste tre år er det blot blevet til én turneringssejr for den ellers så sejrsvante amerikaner.

Williams slog Pegula i finalen ved ASB Classic.

Det har fået Williams' træner til at udtale, at 'de må se virkeligheden i øjnene' og gribe tingene an på en anden måde. Williams' altoverskyggende mål er at vinde en Grand Slam-titel mere, så hun rammer det magiske tal: 24 Grand Slam-sejre.

24 er nemlig det antal Grand Slam-titler, australske Margaret Court vandt i sin aktive karriere. I skrivende stund har Williams vundet 23 Grand Slam-titler i single, og med blot én sejr mere vil hun markere sig som den største internationale tennisspiller nogensinde. Margaret Court vandt nemlig en del af sine titler i den lukkede æra, hvor professionelle ikke stillede op i alle turneringer. Alle Serena Williams’ titler er vundet i den åbne æra.