Tennis

Tauson klar til sin første finale i år

Clara Tauson. William West / Ritzau Scanpix

Den unge dansker møder Viktoriya Tomova fra Bulgarien i finalen i Glasgow.

Clara Tauson spillede bare tre partier og var på banen i seks minutter, og så var hun klar til finalen i ITF-turneringen i Glasgow.

Den danske tennisspiller førte 3-0 mod Clara Burel fra Frankrig, som opgav at spille videre enten på grund af en skade eller sygdom.

17-årige Tauson fik dermed en let vej til finalen i en turnering, hvor hun har vist stærkt spil. For eksempel da hun slog den tidligere top-50-spiller Anna-Lena Friedsam fra Tyskland efter næsten tre timers hård kamp.

Første finale i år

TV 2 SPORTs tennisekspert Tine Scheuer har været i kontakt med Clara Tauson i Glasgow, som har haft en rigtig god tennisuge i det skotske.

- Jeg har servet rigtigt godt i turneringen, og jeg har vist god attitude i kampene især ved de afgørende bolde, lyder det fra Clara Tauson fra Glasgow efter semifinalesejren over Clara Burel.

Det er den første finale for Clara Tauson, siden hun vandt en titel i Israel i september sidste år. Og det viser, at unge danske spiller nærmer sig den form, som gav hende så mange sejre sidste år.

- Det har desværre ikke været muligt at se kampene, men jeg fornemmer, at Clara er ved at ramme et så højt niveau, som forhåbentlig kan bringe hende op i top-200 i løbet af de næste måneder, siger Tine Scheuer.

Tauson får bulgarsk modstand i finalen, hvor hun møder 24-årige Viktoriya Tomova, som er nummer 148 på verdensranglisten. Clara Tauson er nummer 263.

Tabte doublefinalen

Bliver det til dansk finalesejr søndag, skulle Tauson komme i top-250 for første gang i karrieren.

Senere lørdag tabte Clara Tauson sammen med sin belgiske makker, 21-årige Lara Salden, doublefinalen i Glasgow i to sæt, 6-7, 6-7.