Tennis

Tauson er glad efter årets første titel og mange kampe

Clara Tauson med trofæet efter finalesejren i Glasgow. Justine Henin Academy

Den danske tennisspiller Clara Tauson fulgte taktikken hele vejen og uddelte æg i finalen i Glasgow. Allerede i næste uge spiller hun igen.

I sin første singlefinale i år slog Clara Tauson til. Tennistalentet vandt dermed ITF-turneringen i skotske Glasgow søndag.

- Jeg var meget fokuseret på den opgave, det ventede mig i dag, og jeg forberedte mig godt sammen med mit team.

- Jeg fulgte vores taktik hele vejen, godt bakket op med gode server, som gjorde, at jeg fik nogle åbninger i kampen, som jeg udnyttede. Det er jeg meget glad for, lyder det fra Clara Tauson til TV 2 SPORT.

Tauson glad for sit generelle niveau

17-årige Tauson var særdeles suveræn i finalen mod bulgarske Viktoriya Tomova, der er nummer 148 i verden. Clara Tauson er nummer 263.

Den danske sejr lød på 6-4, 6-0.

Undervejs i turneringen viste Tauson også stærkt spil og stærke nerver. I anden runde slog hun Anna-Lena Friedsam fra Tyskland efter næsten tre timers hård kamp. Freidsam var i top-50 for fire år siden og har slået spillere som Belinda Bencic og Johanna Konta.

- Jeg er rigtig glad for mit generelle niveau på banen i denne uge, hvor nogle ting, som vi har fokus på til træning, lykkedes, siger Clara Tauson.

- Det er også fedt at spille så mange kampe på kort tid i de seneste uger. Først tre kampe for Danmark i Fed Cup og her i Glasgow, hvor jeg har spillet både single- og doublekampe.

Positivt boost for Clara Tauson

Lørdag tabte Tauson sammen med sin belgiske makker, 21-årige Lara Salden, doublefinalen i to sæt, 6-7, 6-7.

Det var første gang i lang tid, den unge dansker valgte at spille med i double i en ITF-turnering.

- Det har været en fornuftige uge, hvor vi også valgte at lade Clara spille double for at have ekstra tid på banen og øve specifikke ting, siger Clara Tausons træner og far, Søren, til TV 2 SPORT.

- Både i single og double lykkedes det at overføre elementer fra træningsbanen til kamp, og at det har kastet sejre af sig og en titel i dag, det er et positivt boost for Clara.

Clara Tauson får ikke love til at nyde titlen længe, for hun skal i kamp igen allerede i næste uge. Her er hun med i ITF-turneringen i Sunderland i England.