Tennis

Serena Williams og familien isolerer sig i seks uger

Serena Williams isolerer sig sammen med sin nærmeste familie i seks uger. Det sker for at undgå smitte med covid-19. William West / Ritzau Scanpix

Virusudbrud har lukket al professionel tennis ned, og Serena Williams går nu i selvvalgt isolation.

Den amerikanske tennisstjerne Serena Williams vil de næste seks uger isolere sig med sin mand og parrets toårige datter for at skærme familien.

Det skriver hun på Instagram.

- Tilbringer de næste seks uger afsondret. Som hustru. Som mor. Madlavning. Rengøring. Forårsrengøring. Ansigtsmaske. Makeupvejledninger. Jeg vil fortælle jer, hvordan det forløber... pas på jer selv. Det her er alvorligt, skriver hun.

USA er ligesom resten af verden ramt af covid-19, og fredag blev alle kommende tennisturneringer i WTA- og ATP-regi midlertidigt udskudt. Derfor kommer Serena Williams' selvvalgte pause ikke til at koste hende ranglistepoint eller mistede præmieindtægter.

Frem til tidligst 20. april vil der ifølge BBC ikke blive spillet tennisturneringer for professionelle noget sted i verden.

Udmeldingen fra Williams kommer, efter at præsident Donald Trump fredag erklærede national krisetilstand i USA på grund af coronapandemien.

Én titel i 2020

Efterfølgende har Williams delt endnu et opslag med sine 12,2 millioner følgere. Her erkender hun, at produktiviteten ikke har været helt, som hun bebudede i første omgang.

- Første fridag? To lure... En pose popcorn... Og det opsummerer min dag. Ingen madlavning.. Ingen rengøring. Så nu er det tilbage til træningen, lyder det.

Inden den mere eller mere frivillige pause nåede Serena Williams at vinde en enkelt titel i 2020. Det var ved ASB Classic i Auckland - hendes første titel i tre år.

Williams slog Pegula i finalen ved ASB Classic.

I samme turnering havde Williams mulighed for at vinde i double, men her tabte hun finalen sammen med Caroline Wozinacki.