Coronavirus

Alle store tennisturneringer aflyst frem til 7. juni

Roger Federer kommer ikke i aktion før tidligt til juni.  Al Bello / Ritzau Scanpix

Beslutningen om suspenderingen betyder, at hele grussæonen er aflyst.

Alle tennisturneringer i ATP- og WTA-regi er suspenderet frem til 7. juni.

Det meddeler WTA på sin hjemmeside.

Beslutningen er truffet som følge af den verdensomspændende coronaviruskrise, der har medført et væld af aflysninger og udsættelser i sportens verden.

For få dage siden besluttede WTA at aflyse turneringer frem til 2. maj, mens ATP indtil onsdag havde udtalt, at man ville holde lukket i seks uger.

Den forlængede suspendering rammer ikke kun de allerstørste turneringer, men også lavere rangerede turneringer på challenger og ITF-niveau.

- De udfordringer, som Covid-19-pandemien giver professionel tennis, kræver større samarbejde end nogensinde i tennisverdenen, lyder det i meddelelsen.

Onsdagens beslutning medfører, at hele grussæsonen bliver strøget af kalenderen.

Lige nu er planen, at tennissæsonen skal genoptages, når turneringerne på græsunderlag begynder.