Coronavirus

Virus afbryder Wozniackis ferie i Afrika - nu går hun i karantæne

Caroline Wozniacki med Dannebrog efter sin sidste professionelle kamp i karrieren. Edgar Su / Ritzau Scanpix

Den tidligere verdensetter i tennis Caroline Wozniacki er ligesom mange andre danskere påvirket af den nuværende coronakrise.

Verden over bliver arbejdspladser midlertidigt rykket ind i hjemmet, så folk kan isolere sig for at undgå smittespredning af COVID19.

Men også for mange af dem, der har valgt at snuppe en rejse, er det meste vendt op og ned. Ferien er formentlig knap så afslappende, og de fleste vil bare gerne hjem i sikkerhed.

Men det er ikke sådan lige til med lukkede grænser og tusindvis af aflyste flyafgange. En virkelighed som den tidligere tennisstjerne Caroline Wozniacki også har oplevet.

Den 29-årige dansker var med familien på en større rejse til blandt andet den tanzanianske ø Zanzibar. En rejse, der blev afbrudt af igangværende coronakrise, som samtidig også besværlliggjorde udrejsen fra det afrikanske kontinent.

- Vi var strandet i Afrika, men nu er vi endelig på vej hjem. Vi går i selvvalgt hjemmekarantæne, så snart vi er tilbage. Pas på jer selv allesammen, skriver Wozniacki på Instagram med et billede af hende og manden David Lee iført ansigtsmasker og plastichandsker i en lufthavn.

Da parret både har bolig i Monaco og Florida vides det endnu ikke, hvortil de er rejst hjem.

Mikkel Kessler isoleret på ferie

En anden prominent dansk stjerne, der har afsluttet sin professionelle sportskarriere, er Mikkel Kessler.

Den forhenværende verdensmester i boksning var også udlands, da coronavirussen i den forgangne uge ændrede verden. Og det er han og familien fortsat, da de er isoleret på den anden side af kloden, hvor de var på ferie.

- Vi er frygtelig kede af at måtte melde ud, at vi er blevet isoleret i New Zealand i foreløbig 14 dage, da vi er blevet eksponeret for coronasmitte. Dette skete samme dag, som anbefalingerne om hjemrejse til alle danskere kom fra de danske myndigheder.

- Heldigvis har hverken vi eller vores børn oplevet symptomer indtil videre. Vi har ikke yderligere kommentarer hertil, men vi sender vores bedste hilsner til alle hjemme i Danmark, og håber I alle passer på jer selv og hinanden, skriver Mikkel Kessler og konen Lea i et fælles opslag på Instagram.