Coronavirus

- Sæsonen kan meget vel være ovre, siger Løchte

Arkivbillede af Frederik Løchte Nielsen. Claus Fisker / Scanpix Denmark

Danske Frederik Løchte Nielsen er meget skeptisk omkring udsigterne for resten af tennissæsonen med den aktuelle coronakrise.

Tennisåret 2020 bliver uden kalenderens største turnering Wimbledon.

- Det har været aflyst for mig et stykke tid. Det har bare været et spørgsmål om, hvornår de meldte det ud. Det var uundgåeligt, lyder reaktionen fra Frederik Løchte Nielsen til TV 2 SPORT.

Han var som den eneste dansker sikret deltagelse i den traditionsrige Grand Slam-turnering på seniorplan.

Det vil da være ærgerligt med et år uden tennis og et år uden arbejde

Frederik Løchte Nielsen

Men doublevinderen fra 2012 kommer ligesom alle kollegaerne ikke til at betræde Wimbledon-anlæggets græs i år. Det har coronavirussen sat en stopper for. Ligesom resten af verden er tennissporten bremset af pandemien.

- Sæsonen kan meget vel være ovre. Jeg tror, at vi skal være meget glade, hvis der bliver spillet flere tennisturneringer i år.

- Hele sommeren foregår jo i Nordamerika, og der er det ved at eskalere lige nu, siger den 36-årige dansker og henviser til US Open-stadionet, der skal bruges som nødhospital i New York, som er meget hårdt ramt af virussen.

Inden det eskalerede i den østamerikanske metropol spillede Frederik Løchte Nielsen der ved en ATP-turnering i februar. Forinden havde han spillet i Australien og efterfølgende stod den på tennis i Sydfrankrig.

Og netop tennisspillernes globale pendling til og fra turneringer vil forsinke sportens vej tilbage til normale tider efter coronakrisen. Det mener Frederik Løchte Nielsen:

- Jeg tror, at tennis er den sportsgren, der kommer sidst i gang, fordi det er en global sportsgren, hvor folk rejser rundt fra hele verden.

'Tennis er sekundært lige nu'

Frederik Løchte Nielsen spillede sin første ATP-kamp for mere end 17 år siden, og har derfor ikke 'massevis af år tilbage', som han selv siger det.

Men da slutdatoen for karrieren endnu ikke er fastsat, så tager han et muligt 2020 uden flere turneringer forholdsvist roligt:

- Jeg ville selvfølgelig helst have været det her foruden. For det vil da være ærgerligt med et år uden tennis og et år uden arbejde. Men sat i relief, så har jeg det godt i forhold til mange andre i den her situation.

- Det er svært at være helt oppe at støde over, at sport bliver aflyst, når man ser på situationen i verden lige nu med tusindvis af syge og døde. Tennis - og sport generelt - er sekundært lige nu, siger Frederik Løchte Nielsen.

French Open blev tidligere flyttet fra maj til september, og US Open er næste Grand Slam-turnering i kalenderen efter Wimbledon.

Det amerikanske tennisforbund meddelte onsdag, at US Open foreløbig stadig er planlagt til at begynde 31. august, men det kan dog ændre sig.