Tennis

Wozniacki giver modstander 'æg' - klar til semifinalen i virtuel turnering

Caroline Wozniacki jubler efter sejren over Johanna Konta i Eastbourne 27. juni 2018. Paul Childs / Ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki gav sin mand en god oplevelse på hans fødselsdag. Hun blæste Johanna Konta ud af banen i den virtuelle udgave af Madrid Open.

Fejringen af den nu 37-årige David Lee blev sat på pause onsdag aften. Hans hustru, Caroline Wozniacki, havde en vigtig kamp, hun skulle spille.

Den tidligere tennisspiller stod i kvartfinalen i den virtuelle udgave af Madrid Open, og her var modstanderen britiske Johanna Konta.

I sine tre gruppekampe, som alle blev vundet, viste Wozniacki, at hun i den grad evner at styre sig selv rundt på en tennisbane med en PlayStation-controller.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så god. Jeg har ikke rørt en PlayStation i 15, måske 20 år

Caroline Wozniacki, tidligere tennisspiller

I kvartfinalen spillede hun hjemme fra egen stue den virtuelle Konta ud af banen.

Wozniacki tabte bare fire dueller

29-årige Wozniacki brød til 1-0 og bragte sig også foran 2-0. Ved stillingen 40-0 til danskeren i tredje parti havde hun endnu ikke tabt en duel. Konta fik reduceret til 15-40, men Wozniacki vandt partiet på den efterfølgende bold.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så god. Jeg har ikke rørt en PlayStation i 15, måske 20 år, siden min bror havde en, lød det fra Caroline Wozniacki, da hun havde bragt sig foran 3-0.

Tirsdag fortalte hun, at hun først fik sin PlayStation for nogle dage siden.

Hendes høje niveau i kvartfinalen kom også bag på kommentatorerne. De var imponeret over Wozniacki.

Den sidste halvdel af kampen blev ligeledes en ensidig affære. 4-0 til Caroline Wozniacki blev til 5-0, og danskeren endte med at give Johanna Konta et virtuelt 'æg', 6-0.

I alt tabte Wozniacki blot fire dueller til briten.

Møder Kiki Bertens i semifinalen

Dermed fik hun 'udlignet' det indbyrdes regnskab med Konta. I løbet af sin virkelige karriere måtte Wozniacki se sig slået af Konta to gange, men danskeren vandt deres sidste indbyrdes møde. Det var i Eastbourne i 2018.

Hun er på et andet niveau, men måske er jeg blevet bedre i løbet af de seneste dage

Caroline Wozniacki om semifinalemødet med Kiki Bertens

I semifinalen i Mutua Madrid Open Virtual Pro, som turneringen hedder, skal Caroline Wozniacki møde Kiki Bertens fra Holland.

Før kvartfinalen havde Wozniacki den 28-årige hollænder som favorit til turneringssejren, fordi hun mødte hende i en træningskamp forud for turneringen og tabte klart.

- Hvis jeg skal møde hende, vil jeg være nervøs. Hun er på et andet niveau, men måske er jeg blevet bedre i løbet af de seneste dage, lød det fra Wozniacki efter sejren i kvartfinalen, hvor hun endnu ikke vidste, om hun skulle møde Bertens eller Belinda Bencic fra Schweiz.

Semifinalen mellem Wozniacki og Bertens spilles torsdag, hvor turneringen også afsluttes. I den anden semifinale mødes Fiona Ferro fra Frankrig og Sorana Cirstea fra Rumænien.

Murray har strålet i herrernes turnering

Hos herrerne har Andy Murray været ganske suveræn. Skotten møder Diego Schwartzman fra Argentina i semifinalen. Stefanos Tsitsipas fra Grækenland og David Goffin fra Belgien mødes i den anden semifinale.

I både den kvindelige og mandlige udgave får vinderen 150.000 euro - lidt over 1,1 million kroner - til velgørenhed. Pengene kan doneres til lavere rangerede tennisspillere i nød med lav eller ingen indkomst eller andre personer, der er påvirket af coronavirussen.

Derudover donerer turneringen 50.000 euro - godt 370.000 kroner - til fødevarebanken i Madrid.

Trods det gode spil drømmer Caroline Wozniacki ikke om at gøre karriere inden for virtuel tennis, og hun mangler efter planen også fortsat at spille én rigtig tenniskamp. Hendes afskedskamp mod Serena Williams i Royal Arena er dog foreløbig udskudt til senere på året på grund af udbruddet af coronavirus.