Tennis

En rasende seer fik nok: - Undskyld, hvis det var for meget

Flemming Toft ser tilbage på Rogers Federers første Grand Slam-triumf.  TV 2 SPORT / Scanpix

TV 2 SPORTs mangeårige kommentator Flemming Toft ser i anledning af coronapausen tilbage på mindeværdige øjeblikke, hvor han var førstehåndsvidne.

Har du nogensinde set Roger Federer græde?

Han har sikkert gjort det som dreng, hvis han havde slået sig. Den 6. juli 2003 gjorde han det på Wimbledons Centre Court, fordi han havde slået en anden. Federer havde vundet sin første Gram Slam-titel - vejen var banet for senere at blive en af tennissportens allerstørste.

Roger Federer lod tårerne få frit løb efter Wimbledon-triumfen i 2003.

Man holder ikke "med" - men "af"

Normalt holder man ikke med uanset hvem, når man TV-kommenterer. Men man kan sagtens holde af. Og det gjorde min sidemand, Michael Tauson, og jeg, hver gang Federer spillede, indrømmet.

Vi rejste os, bankede hænderne sammen og hovederne mod loftet i den lille kommentatorboks oppe under Centre Courts hvælving.

Det var tennis, når det nærmer sig kunst - i hvert fald ligeså begejstrende, ligeså smagfuldt udført af en ung mand i teknisk balance. Han var ikke mere end 21 år, men gebærdede sig med en rolighed, der passede godt til “quiet, please”, som jævnligt lød over denne legendariske bane.

"Og så er der Federer..."

Jeg havde set ham tre år tidligere ved de olympiske sommerlege i Sydney - og mest lagt mærke til hans voldsomt eksponerede bryn og de nedsunkne øjne - og den klassiske tennisstil. En-hånds baghånd var ganske usædvanligt på topplan, men han mestrede det hele. Som det tidligere es Jimmy Connors sagde det under et interview på Wimbledon:

“Nogen er bedst på grus, andre er bedst på græs, nogen er bedst på hardcourt - og så er der Federer."

Jeg fik en hilsen fra en seer: “Nu må du fandeme holde op - er du schweizer?”

Flemming Toft

Eller som John McEnroe som TV-ekspert sagde det efter finalen i 2003:

“Uanset hvilket lærred han får, kan han ramme den rigtige farvetone - som ingen andre kan."

Seer skrev ind: "Nu må du fandeme holdene op"

Roger Federer nåede sensationelt den olympiske semifinale som 18-årig. Men karriere-farten tog først fat, da han stod med Wimbledon-trofæet, der har sølvglimtet siden 1887 med alle vindernavnene indgraveret.

Denne lidt stilfærdige, pæne knægt fra den lille schweiziske by Bottmingen trådte med finalesejren over den australske græker, Mark Philippoussis i 2003 ind i rækken af stjernenavne - og så var det han græd. Hans livs største sejr, som skulle blive en i rækken af store sejre.

Roger Federer lykkedes lod sig hylde, da første Grand Slam-triumf var en realitet efter 7-6, 6-2, 7-6 i Wimbledon-finalen.

Han tabte blot et enkelt sæt undervejs i turneringen - til amerikanske Mardy Fish. Ellers hed den 3-0 hele vejen. Og vi jublede over ham i den danske TV 2-boks, kamp efter kamp.

Så meget og så evident, at jeg fik en hilsen fra en seer: “Nu må du fandeme holde op - er du schweizer?”. Undskyld, hvis det var for meget. Men jeg er ikke schweizer, jeg er bare fan af god tennis.

Gjorde klar til en lang eftermiddag

Ærlig snak er, at hans semifinale sejr over storfavoritten Andy Roddick var denne turnerings højdepunkt. Her fungerede det, der var og er hans varemærke - et delikatesse-udvalg af tennissportens grundslag.

Wimbledon-finalen 2003 var ikke en til mindernes bog, hvis ikke det havde været for starten på Federers Grand Slam-rute, der har høstet 20 titler, de otte i Londons sydvestlige kvarter.

Han kommer til at dominere tennissporten i mange år, ham Federer.

Tauson til Toft efter finalen i 2003

Tilbage til finalen, hvor det første sæt blev langt og faktisk spændende. 7-6 (7-5 i tiebreak) og så ventede alle, at det her ville trække ud. Også dommer Gerry Armstrong, der, som jeg husker det, tog sin jakke af, hængte den over dommerstolens ryglæn og gjorde klar til en lang søndag eftermiddag.

Men Federer tog al pynt af Philippoussis’ kraftfulde spil, der var meget afhængig af en knaldhård serv, og så blev det en forholdsvis kort affære, selvom tredje sæt også bød på en tiebreak.

Den næste i rækken af store vindere

Nu stod han altså som Wimbledon-vinder efter nogle år, hvor forventningerne bare steg og steg, siden han havde vundet juniortitlen i 1998. Året efter hoppede han ind i de voksnes top 100 som 19-årig - og havde faktisk, tro det eller ej, et temperament, der lagde arm med hans talent. Nu var han i vater, og så kom den fuldendte triumf.

Wimbledons Centre Court har besøg af mange kendisser under turneringen, og selvfølgelig topper det på finaledagen. Inden det sportslige punktum kastede vi alle de lange øjne efter Boris Becker og John McEnroe, der på græsset blev interviewet af Sue Barker, der vandt French Open tilbage i 1976. Nogle øjeblikke efter var Roger Federer en af de store vindere.

Wimbledon-trofæet fik et velfortjent smækkys.

Og som min sidemand, Tauson, sagde det på vej hjem fra Southfields.

“Han kommer til at dominere tennissporten i mange år, ham Federer.”

Se, det var en rigtig ekspertkommentar.