Tennis

Rafael Nadal tvivler på mere tennis i 2020

Rafael Nadal er ikke just optimistisk, når han kigger frem i tiden. Pedro Pardo / Ritzau Scanpix

Tennisstjernen har afskrevet resten af 2020-sæson og er også bekymret for næste års Australian Open.

Det kan være helt slut med tennis for topspillerne i resten af 2020 som følge af coronakrisen.

Så pessimistisk lyder spådommen fra den spanske stjerne Rafael Nadal.

Wimbledon er blevet aflyst, men der er fortsat et håb om, at French Open og US Open kan afholdes. Det tror Nadal dog ikke på, og han frygter også for Australian Open i januar næste år.

- Jeg er mere bekymret for Australian Open, end hvad der sker i slutningen af året. Jeg tror praktisk talt, at 2020 er tabt.

- Jeg håber, at vi kan starte op igen til næste år. Det, håber jeg virkelig, er tilfældet. Jeg håber også, at vi kan spille før nytår, men jeg tror desværre ikke på det, siger Rafael Nadal til avisen El Pais.

Spanieren bliver 34 år i juni, og det ærgrer ham, at han muligvis går glip af det meste af en sæson.

- Det er min følelse, og det siger jeg med tristhed, at vi mister et år af vores tennisliv. Selv om det bare er et år, så er det meget mere værdifuldt for en spiller på 33 eller 34 år, end for en spiller på 20 med mange år foran sig, siger han.

Rafael Nadal fejrer turneringssejren ved en turnering i Mexico den 29. februar i år.

Bekymret for sin krop

Nadal har tidligere udtrykt bekymring for den lange pause, som finder sted i øjeblikket. Han frygter især, hvad der sker, når det hele starter op igen.

- Det gør ondt på os, når vi ikke kan træne og konkurrere. En krop som min bliver straffet, da jeg ikke har haft en ketsjer i hånden i halvanden måned, lød det fra Rafael Nadal i slutningen af april på sin Instagram ifølge Marca.

Han frygter, at det hele kan ende med flere skader til spillerne.

- For mig er det skadeligt. Min arm vil komme til skade, når jeg rammer en bold igen. Når man står stille i lang tid, er der altid langt større risiko for at få skader, når man kommer tilbage, end hvis man udfører bare en lille aktivitet.

Rafael Nadal kan, trods sine bekymringer, glæde sig over at have vundet 19 grandslam-turneringer i karrieren. Han indtager en øjeblikkelig andenplads på verdensranglisten.