Tennis

Novak Djokovic testet positiv for coronavirus

Novak Djokovic er nummer 1 på ATP-verdensranglisten.  Andrej Isakovic / Ritzau Scanpix

Novak Djokovic er ked af det, og han oplyser, at han straks går i 14 dages selvisolation efter den positive test.

Verdens bedste tennisspiller, Novak Djokovic, har været i modvind i pressen i nogle dage, og nu er han testet positiv for coronavirus.

Den positive test kommer i kølvandet på videoer og billeder af serberen, der fester og danser halvnøgen med venner og tenniskolleger. Heriblandt sammen med den bulgarske tennisspiller Grigor Dimitrov, som i søndags blev testet positiv virussen.

Tirsdag blev det så Novak Djokovic' tur.

- Jeg er ekstremt ked af det over ethvert smittetilfælde. Jeg håber, at det ikke vil gå ud over nogens helbred, og at alle forbliver raske, skriver Novak Djokovic i et statement.

Han går nu i selvisolation i 14 dage og tager en ny test hver femte dag. Han viser ingen tegn på symptomer, lyder meldingen.

Djokovic bag omdiskuteret turnering

Den 33-årige serber har for nylig måttet afblæse sin egen velgørenhedsturnering, Adria Tour, med store navne som Dominic Thiem, Alexander Zverev og Grigor Dimitrov på deltagerlisten.

Turneringen skulle efter planen forløbe over fire weekender fra den 13. juni til den 5. juli i Balkan, men coronavirus har sat en stopper for det arrangement.

- Vi organiserede turneringen i det øjeblik, hvor virussen var aftaget lidt i den tro, at forholdene for at afholde det var blevet mødt. Desværre er virussen stadig til stede, og den nye realitet er vi stadig ved at lære at leve med, skriver Novak Djokovic.

Djokovic er den fjerde spiller fra den aflyste turnering, som er bekræftet smittet. Udover ham og Dimitrov er også Viktor Troicki og Borna Coric smittet.

Festede i bar overkrop

Initiativtageren bag turneringen har været en omdiskuteret herre den seneste tid.

Han var ude at kritisere de ’ekstreme’ sundhedsrestriktioner, som US Open fremlagde i forbindelse med afviklingen af Grand Slam-turneringen i august. Få dage senere blev han stærkt kritiseret for manglende hensyn i forbindelse med sin egen turnering.

Her sad fans tæt, der blev uddelt håndtryk efter kampene, og generelt har Novak Djokovic og de andre deltageres opførsel trukket overskrifter.

Mens turneringen har været i gang, er der blevet delt videoer på sociale medier af Djokovic, Dimitrov, som senere er blevet testet positiv for coronavirus, og de andre deltagere, som fester i bar overkrop på en natklub.

Nyheden om Djokovic' positive test kommer, efter at blandt andre hans kvindelige tenniskollega Kiki Bertens har udtrykt sin vrede i et interview med Eurosport.

- Jeg så ham tage billeder med alle og give hænder til myndighederne under præsentationen af ​​Adria Tour. Hvordan kan det være muligt?

- Hvis nogen bliver testet for Covid-19, vil vores sport være plettet for evigt, lød det fra den hollandske tennisspiller.