Tennis

Landsholdsturneringer i tennis er udskudt til næste år

Rafael Nadal var med til at sikre Spanien sejr ved Davis Cup sidste år. Henry Romero / Ritzau Scanpix

Fed Cup og Davis Cup, der skulle spilles som finalestævner i henholdsvis april og november, udskydes til 2021.

De to største turneringer for tennislandshold, mændenes Davis Cup og kvindernes Fed Cup, er blevet udskudt til næste år.

Det oplyser Det Internationale Tennisforbund (ITF) fredag.

Årsagen er udbruddet af coronavirus, der har sat tennis og meget andet sport på pause siden foråret.

Davis Cup og Fed Cup har for nylig gennemgået ændringer strukturen.

Hjemmebane i Madrid

Davis Cup blev i november sidste år for første gang afviklet som et enkeltstående finalestævne i stedet for over hele sæsonen. På hjemmebane i Madrid sikrede Spanien sig her titlen med en sejr over Canada.

Stævnet skulle i år igen have været afviklet i november i den spanske hovedstad. Det er nu blevet udskudt til november 2021.

Kvindernes Fed Cup skulle i år for første gang have været spillet som et finalestævne i april med deltagelse af 12 hold. Også det er dog skubbet et år.

Forandringen af Davis Cup-formatet skete, efter at ITF indgik et samarbejde med investeringsfirmaet Kosmos.

"En kæmpe skuffelse"

Kosmos er stiftet af den spanske fodboldspiller Gerard Pique.

Han siger, at det er en "kæmpe skuffelse", at Davis Cup må aflyses i år.

- Vi ved ikke, hvordan situationen udvikler sig i hvert af de kvalificerede lande, eller om restriktionerne i Spanien vil fortsætte med at blive lempet. Det er derfor umuligt at forudsige situationen i november, siger Pique.

De samme 18 lande er kvalificeret til næste års Davis Cup.

- Det er en svær beslutning (at udskyde, red.), men det er for stor en risiko at skulle afholde sådan en stor international turnering og samtidig stå til ansvar for alles sikkerhed og helbred, siger ITF-præsident David Haggerty.