Tennis

Udsat French Open spilles foran publikum

Rafael Nadal, der vandt French Open i 2019, kan se frem til at forsvare sin titel foran publikum i Paris. (Arkivfoto) Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

På de store baner ved French Open kan 50-60 procent af tilskuerkapaciteten udnyttes.

Den udsatte Grand Slam-turnering French Open bliver spillet med tilskuere på tribunen, når den efter planen afvikles fra 27. september til 11. oktober.

Således vil 50 til 60 procent af det normale antal tilskuere blive tilladt adgang, oplyser arrangøren torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Præsidenten for det franske tennisforbund, Bernard Giudicelli, fortæller på et pressemøde, at der på de største arenaer maksimalt kan sidde grupper på fire personer, og der skal være mindst et tomt sæde mellem hver gruppe.

På de mindre baner skal hvert andet sæde forblive tomt, lyder det.

Grusturneringen i Paris spilles vanligvis som den anden Grand Slam-turnering hvert år, men coronapandemien gjorde det umuligt at afvikle den på de planlagte datoer fra 24. maj til 7. maj.

Wimbledon er aflyst

Nu bliver den formentlig årets tredje Grand Slam-turnering, da US Open - normalt sæsonens sidste grand slam-turnering - skal spilles fra 31. august til 13. september.

Wimbledon, der normalt spilles i juli, er blevet aflyst som følge af coronakrisen.

Alle tennisturneringer har været suspenderet siden første halvdel af marts, men det er hensigten at genstarte ATP og WTA Tour i august.