Tennis

Holger Rune får sin største kamp i karrieren

Holger Rune skal møde verdens nummer 75. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Den 17-årige danske tenniskomet har fået plads i turneringen Ultimate Tennis Showdown i Nice.

Verdens bedste juniorspiller i 2019, danske Holger Rune, kommer på sit unge tennislivs største opgave, når han på lørdag spiller sin første kamp i Ultimate Tennis Showdown i Nice mod Corintin Moutet fra Frankrig, der er nummer 75 på verdensranglisten.

Det er den bedst placerede spiller, 17-årige Holger Rune kommer til at stå overfor.

- Jeg har trænet her i Nice i en uge på Patricks Mouratoglous akademi mod stærke spillere som Stefanos Tsitsipas og Matteo Berretini fra top-10 i verden, og jeg er så glad for, at jeg nu får chancen for at spille med i turneringen, som Mouratoglou har arrangeret med en række af verdens bedste spillere, siger Holger Rune til TV 2 SPORT.

Den danske vinder af juniorudgaven af French Open 2019 kommer på sit livs sværeste tennisopgave, når han på lørdag træder ind i turneringen Ultimate Tennis Showdown som reserve for verdens nummer otte, Matteo Berretini fra Italien.

Holger Rune får en kamp mod en af Frankrigs bedste spillere, Corentin Moutet, efter en sæson, hvor han har slået stærke spillere som Stan Wawrinka og Milos Raonic. Franskmanden spillede forrygende i Qatar i februar, hvor han via kvalifikationen nåede helt frem til en finale mod Andrey Rublev fra Rusland.

Det er første gang, Holger Rune skal møde en spiller fra top-100, og det bliver i en anderledes tenniskamp, hvor de to spillere skal spille fire sæt på tid i en kamp, hvor det er muligt at tale med sin coach undervejs i kampene.

Der spilles med et point for hver vundne bold i et format, hvor kampene er korte og intense.

- Jeg er vild med at prøve det hurtige og spændende format, og jeg tror, det kan tiltale yngre spillere og seere, at kampene bliver spillet på en anden måde end den konservative måde, som vi har gjort i mange år. Jeg har selv spillet kampe efter Next Gen-formatet med korte sæt til fire, og jeg synes, det var en spændende og sjov måde at spille tennis på, skriver Holger Rune på sin blog på det internationale tennisforbunds hjemmeside.

Holger Rune skal i kamp mod Corentin Moutet lørdag aften i Ultimate Tennis Showdown i Nice, hvor den unge danske tennisstjerne træner i disse uger efter tre måneders ophold i Danmark under coronakrisen.