Tennis

Wimbledon uddeler præmiepenge trods aflysning

Der bliver ikke kåret en vinder af Wimbledon i 2020. Men spillerne får alligevel glæde af præmiepengene. Laurence Griffiths / Ritzau Scanpix

Selvom turneringen er aflyst i år, har folkene bag Wimbledon fortsat i sinde at udbetale præmiepenge til 620 tennisspillere.

Der er Wimbledon-dollars på vej ned i lommerne på verdens bedste tennisspillere.

Den ikoniske engelske tennisturnering blev ellers aflyst allerede tilbage i april på grund af den aktuelle coronakrise. Men nu har folkene bag turneringen besluttet, at turneringens præmiepenge skal udbetales på trods af aflysningen.

Fredag fortæller All England Lawn Tennis Club (AELTC), der arrangerer turneringen, at 21,5 millioner dollars bliver udbetalt til 620 tennisspillere. Det svarer til over 82 millioner danske kroner.

- Umiddelbart efter aflysningen af turneringen valgte vi straks at se nærmere på, hvordan vi ville kunne hjælpe dem, der gør Wimbledon muligt, siger Richard Lewis, der er administrerende direktør for AELTC, ifølge nyhedsbureauet AP.

- Vi ved, at disse usikre måneder har været bekymrende for mange - herunder også spillerne - hvoraf mange har oplevet økonomiske udfordringer i denne periode. Og mange af spillerne havde med rette forventet muligheden for at tjene præmiepenge i forbindelse med Wimbledon, siger han.

Præmiepengene fordeles således:

  • 256 spillere, der ville have deltaget i 'main draw', modtager hver 31.000 dollars
  • 224 spillere, der ville have deltaget i kvalifikationen, modtager hver 15.600 dollars
  • 120 spillere, der ville have deltaget i double-turneringen, modtager hver 7.800 dollars
  • 16 spillere, der ville have deltaget i kørestolstennis-turneringen, modtager hver 7.500 dollars
  • 4 spillere, der ville have deltaget i turneringen for firhjuls-kørestole, modtager hver 6.200 dollars

Spillere, der måtte have deltaget i flere af ovenstående kategorier, modtager dog kun betaling én gang.

Wimbledon er blevet afviklet 133 gange siden 1877. Det er første gang siden 1945, at turneringen er blevet aflyst.

- Vi er glade for, at vores forsikring har gjort det muligt for os at anerkende det slag, som aflysningen giver for spillerne. Vi er nu i en situation, hvor vi kan tilbyde denne udbetaling som en anerkendelse af det hårde arbejde, de har lagt i at forbedre deres plads på verdensranglisten til et punkt, der ville have givet dem direkte adgang til Wimbledon 2020, siger Richard Lewis yderligere.

Udgave nummer 134 af Wimbledon bliver i stedet afholdt fra 28. juni til 11. juli 2021. En turnering som arrangørerne allerede nu er i fuld gang med at planlægge.