Tennis

Endnu en profil trækker sig fra US Open

Nick Kyrgios kommer ikke til at spille US Open i 2020. Pedro Pardo / Ritzau Scanpix

Tennisspilleren Nick Kyrgios melder fra til US Open af respekt for coronavirussen.

2020-udgaven af US Open er blevet en markant profil fattigere.

Den australske tennisstjerne Nick Kyrgios meddelte nemlig søndag på Twitter, at han trækker sig fra den amerikanske grand slam-turnering i september på grund af coronapandemien.

- Lad os alle tage en dyb indånding og huske på, hvad der virkelig er vigtigt. Og det er sundhed og sikkerhed, siger Nick Kyrgios ifølge BBC og fortsætter:

- Vi kan genopbygge vores sport og økonomien, men vi kan aldrig genskabe de liv, som tabes.

- Jeg trækker mig for alle de mennesker, mine landsmænd og for de hundrede tusinder af amerikanere, som har mistet livet, siger han i en video på Twitter.

Australieren understreger dog også, at det gør 'ondt helt ind i hjertet', at han ikke kan stille til start ved US Open.

Verdensetter har også trukket sig

Nick Kyrgios følger dermed i fodsporene på landsmanden Ashleigh Barty, som topper kvindernes verdensrangliste. Hun trak sig fra turneringen i sidste uge.

- Mit hold og jeg har besluttet os for ikke at rejse til USA til Western and Southern Open og US Open i år, sagde hun ved den lejlighed til Herald Sun.

- Jeg elsker begge begivenheder, så det var en svær beslutning. Men der er stadig betydelige risici i forbindelse med covid-19, og jeg har det ikke godt med at sætte mit hold og mig selv i den position.

Western and Southern Open afholdes normalt i Cincinnati, men er flyttet til New York City i år. Turneringen begynder midt i august.

Herefter bliver grand slam-turneringen US Open afholdt fra 31. august, men uden tilskuere, den sædvanlige medietilstedeværelse og med en række andre forholdsregler.

Og turneringen bliver altså også uden både Barty og Kyrgios.