Tennis

Endnu en stor turnering aflyses

Novak Djokovic kan ikke forsvare sin titel ved Madrid Open i år. (Arkivfoto) Javier Barbancho / Ritzau Scanpix

Madrid Open bliver ikke spillet i år. Tirsdag valgte arrangøren at aflyse, men turneringen er tilbage i 2021.

Tennisturneringen Madrid Open, som er en af de største turneringer på grus, bliver ikke spillet i år.

Det meddeler arrangørerne tirsdag.

Aflysningen finder sted, fordi der er sket en stigning i covid-19-tilfælde i dele af Spanien den seneste tid. Blandt andet i Madrid.

Turneringen skulle være spillet 1.-10. maj, men på grund af coronakrisen blev turneringen rykket til 12.-20. september. Og nu er den altså helt skrottet for i år.

Både herrernes turnering og kvindernes turnering spilles på samme tid ved Madrid Open, hvorfor turneringen minder om de fire store grand slam-turneringer.

I år skulle den som altid være en af de vigtigste forberedelsesturneringer til grand slam-turneringen French Open. Den franske grusturnering i Paris er rykket til at begynde 27. september.

Herrerne må vente på genstart

I denne uge genstartede kvindernes WTA Tour i italienske Palermo. Herrernes ATP Tour var skemalagt til at genstarte 14. august, men den første turnering på programmet, Citi Open, der afholdes i Washington D.C., er imidlertid så hårdt ramt af coronapandemien, at Citi Open er blevet aflyst.

Dermed må herrerne vente med genstarten til Western & Southern Open, der - efter planen - begynder i New York City 22. august.

Hvorvidt Western & Southern Open kan gennemføres har dog også har været genstand for tvivl den amerikanske coronasituation taget i betragtning.

Siden coronapandemien satte professionel tennis på pause, er blandt andet grand slam-turneringen Wimbledon blevet aflyst.