Tennis

Helt korrekt at smide Djokovic ud, siger tennislegender

Novak Djokovic blev smidt ud af US Open, da han skød bolden mod en dommer efter at have tabt et parti.  Jason Szenes / Ritzau Scanpix

Flere tidligere spillere og tenniseksperter siger, at diskvalificeringen af serberen er helt efter reglerne.

Det er helt i orden, at Novak Djokovic søndag aften lokal tid er blevet diskvalificeret fra US Open efter at have ramt en linjedommer på halsen med en bold.

Det siger flere tidligere spillere og tenniseksperter efter episoden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Uheldet skete i serberens kamp i fjerde runde mod spanske Pablo Carreño Busta. Her ramte Djokovic uheldigt en linjedommer, efter at han i irritation havde skudt tennisbolden ned mod bagenden af banen.

- Du kan ikke være mere uheldig på en tennisbane. Han slog hårdere til bolden, end han ville, og selvfølgelig er det et uheld. Men det er ligegyldigt, for det er ikke tilladt, at gøre det, siger den syvdobbelte grand slam-vinder Mats Wilander ifølge Reuters.

Han bakkes op af den amerikanske tennislegende Martina Navratilova.

- Novak Djokovic smidt ud for uforsætligt, men dumt, at ramme en linjedommer i halsen med bolden, og dommerne havde ikke andet valg end at diskvalificere ham, skriver hun på Twitter.

- Glad for, at kvinden er okay. Vi må gøre det bedre end det, tilføjer hun.

Her taler Djokovic med den dommer, han kom til at ramme.

Har gjort det før

Den tidligere britiske tennisstjerne Tim Henman har selv prøvet at blive smidt ud af en turnering i 1995 for at ramme en boldpige. Han kalder også beslutningen om at diskvalificere den serbiske verdensetter for "korrekt".

- Du er nødt til at blive holdt ansvarlig for dine handlinger, siger han til Amazon Prime ifølge Reuters.

Ifølge BBC's tenniskorrespondent Russell Fuller er det eneste overraskende i sagen, at Novak Djokovic ikke tidligere er blevet diskvalificeret fra andre turneringer for det samme.

- Djokovics opførsel var uacceptabel. Det var en ulykke, der ventede på at ske. Han har gjort det før ved French Open for tre eller fire år siden. Dengang var han heldig og ramte kun lige præcis ikke en linjedommer, skriver han på BBC's hjemmeside.

Pablo Carreño Busta siger efter opgøret, at han er "ked af" at gå videre til kvartfinalen i US Open på den måde.

Novak Djokovic var den absolutte favorit til at vinde turneringen.