Tennis

Medvedev vinder russisk møde og nærmer sig ny finale

Daniil Medvedev. Al Bello / Ritzau Scanpix

Russeren Daniil Medvedev vandt kvartfinalen mod landsmanden Andrey Rublev og er i US Open-semifinalen.

Den russiske tennisstjerne Daniil Medvedev er godt på vej til at gentage sidste års finaledeltagelse i US Open.

Sent onsdag dansk tid vandt han den rent russiske kvartfinale i grand slam-turneringen i New York i tre sæt over Andrey Rublev.

I en yderst velspillet affære vandt Medvedev med cifrene 7-6, 6-3, 7-6.

Mulig finale for andet år i træk

Sidste år tabte han finalen - hans første i grand slam-sammenhæng - til Rafael Nadal i fem sæt, og nu er han altså bare en sejr fra at nå finalen for andet år i træk.

Medvedev, der er tredjeseedet, vandt det vitale første sæt, der varede i 65 minutter.

Sættet bød ikke på en eneste breakbold, og derfor var tiebreaken uundgåelig. Her kom Rublev foran 5-1 og fik tre sætbolde ved 6-3, men Medvedev afværgede dem alle og udnyttede i stedet sin første sætbold.

Midtvejs i andet sæt kom kampens første servegennembrud, og det var Medvedev, der her tog et stort skridt mod sejren. Siden holdt han serv og sikrede sættet med 6-3.

Tredje sæt var også renset for breakbolde, og derfor måtte de to hårdtslående russere ty til endnu en tiebreak.

Her spillede Medvedev sig ved stillingen 6-5 frem til en matchbold, som han udnyttede.

Det er allerede en kendsgerning, at spanieren Pablo Carreno Busta og tyske Alexander Zverev mødes i den anden semifinale.

Thiem i semifinalen

Østrigske Dominic Thiem cruisede senere natten til torsdag i semifinalen i US Open med en præstation, hvor han både gav prøver på sin kraftfulde offensiv og mere end solide defensiv.

Den overlegne indsats gik ud over 21-årige australske Alex de Minaur, som tidligt torsdag morgen dansk tid blev slået 6-1, 6-2, 6-4.

Med sejren er der nu lagt op til et møde i semifinalen mellem de to største favoritter til titlen, efter at serbiske Novak Djokovic blev diskvalificeret.

2.-seedede Thiem, som har tre grand slam-finaler bag sig, skal nemlig op mod 3.-seedede russiske Daniil Medvedev, der sidste år tabte finalen i US Open.

Da Rafael Nadal eller Roger Federer aldrig stillede op i turneringen, har vejen til en grand slam-titel måske aldrig før set nemmere ud for Thiem, men østrigeren afviser, at der er et særligt pres før mødet med den stærke russer.

- Nej, det er der ikke, siger den 27-årige østriger på banen efter kampen.

- Selvfølgelig er det et eller andet sted i baghovedet på alle de tilbageværende spillere. Men alle fire af os har fortjent en grand slam, siger han og henviser også til Pablo Carreno Busta og Alexander Zverev i den anden semifinale.

Mod Alex de Minaur var der aldrig for alvor tvivl om resultatet for Thiem.

Australieren er kendt som en fighter med god fart i benene, men han manglede den nødvendige slagkraft til at komme forbi østrigeren.

Kort proces

De to første sæt var rene ekspeditionssager med cifrene 6-1, 6-2.

Og da Thiem ved stillingen 2-0 i tredje sæt havde sikret sig syv partier i træk, så kampen ud til at være ovre.

De Minaur ville det dog anderledes, og efter i frustration at have slået sig selv i hovedet med strengene formåede han at gøre en lille kamp ud af det til sidst.

Således fik han blandt andet efter et par fine forhænder brudt tilbage og bragt sig på 3-3.

Men østrigeren lod sig ikke slå ud, og da han igen brød australieren til 5-4, var det en smal sag for Thiem at serve kampen hjem. Han mente dog, at australieren havde ære af kampen.

- Der var mange gode dueller, og det så måske lidt lettere ud på scoretavlen, end det rent faktisk var, sagde Thiem efter kampen.