Tennis

Osaka får hævn over amerikaner og er i US Open-semifinale

Naomi Osaka vandt over Shelby Rogers. Robert Deutsch / Ritzau Scanpix

Aldrig før havde Naomi Osaka slået Shelby Rogers, men det kunne ikke ses, da hun vandt US Open-kvartfinale.

Med stærke server og solide returneringer spiller japanske Naomi Osaka sig videre til semifinalen i grand slam-turneringen US Open, som er den første af slagsen efter coronapausen i tennis.

Det sker med en sejr på 6-3, 6-4 over den useedede amerikaner Shelby Rogers natten til onsdag dansk tid.

Selv om fjerdeseedede Osaka faktisk havde tabt de to spilleres hidtidige tre opgør, var hun favorit og vandt i forholdsvist overbevisende stil mod amerikaneren.

- Jeg ser det her som en lille smule hævn, sagde hun i et interview på banen efter kampen.

I første sæt skiftedes de to spillere til at holde serv indtil stillingen 3-2 til Osaka.

Her brød japaneren Rogers' serv, men blev straks brudt tilbage af Rogers, som forsøgte at holde fast.

Ved 4-3 lykkedes det dog straks igen Osaka at bryde, og da hun efterfølgende holdt serv, sikrede hun sig sættet 6-3.

Uprovokerede fejl blev afgørende

Den helt store forskel i første sæt var Rogers' 16 uprovokerede fejl mod Osakas fem.

I andet sæt skulle der kun ét brud til for Osaka.

Det kom, da hun tidligt i sættet bragte sig på 2-1. Efterfølgende tog hun sig af sine egne servepartier, og det var nok til at køre sættet hjem 6-4 og dermed vinde kampen.

I semifinalen vil en anden formstærk amerikaner, 28.-seedede Jennifer Brady, forsøge at forhindre Osaka i at skaffe sig sin anden US Open-titel.

Brady slog tidligere på dagen kazakhstanske Yulia Putintseva.