Tennis

Azarenka nedlægger Serena Williams - klar til US Open-finale mod Osaka

Det var Azarenkas første semifinale i en Grand Slam-turnering i syv år. Matthew Stockman / Ritzau Scanpix

Serena Williams tabte US Open-semifinalen i tre sæt mod Victoria Azarenka, som møder Naomi Osaka i finalen.

Japaneren Naomi Osaka og hviderusseren Victoria Azarenka er klar til finalen i US Open.

Mens Osaka levede op til favoritværdigheden og nedkæmpede den amerikanske overraskelse Jennifer Brady i tre sæt med cifrene 7-6, 3-6 og 6-3, så overraskede useedede Azarenka ved at vinde sin kamp mod Serena Williams.

Tredjeseedede Williams, der jagtede sin 24. Grand Slam-titel, vandt første sæt overbevisende med 6-1 efter godt en halv times spil.

Men Azarenka løftede sit spil i de to efterfølgende sæt, som hun vandt 6-3, 6-3. Det afgørende point vandt hviderusseren på et servees.

- Serena gravede mig ned i et hul i første sæt. Jeg blev nødt til at finde energien til at komme op ad hullet, og det var ikke nemt, siger 31-årige Azarenka.

Det var Azarenkas første semifinale i en Grand Slam-turnering i syv år. Den tidligere verdensetter har vundet to Grand Slam-titler, og begge var i Australian Open. Det var tilbage i 2012 og 2013. Til gengæld har hun tabt to finaler i US Open.

Osaka måtte kæmpe for sejren

Finalemodstander Naomi Osaka har til gengæld en succesoplevelse i en US Open-finale på cv'et. I 2018 vandt hun en højdramatisk finale over Serena Williams.

Den japanske stjerne spillede sig i dette års finale ved at slå 25-årige Jennifer Brady, der havde spillet sig frem til semifinalen uden at have afgivet et eneste sæt.

Den amerikanske underdog var aldrig tidligere nået længere end fjerde runde i en Grand Slam-turnering, men i sin største kamp i karrieren lod hun ikke nerverne komme i vejen for en god præstation.

Til sidst måtte hun dog kapitulere over for Osakas slagstyrke og erfaring.

Jennifer Brady, der var seedet som nummer 28, ser med stolthed tilbage på turneringen.

- Jeg er stolt af min indsats, og at jeg har grebet alle kampe an på den samme måde med den samme mentalitet.

- Selvfølgelig var jeg nervøs, men jeg håndterede situationen godt. Jeg havde en følelse af, at jeg kunne være nået finalen. Det gjorde jeg ikke, men jeg er glad for min indsats og min mentalitet i de seneste uger, siger Jennifer Brady.

Hun ligger nummer 41 på verdensranglisten, men kan se frem til at springe op som nummer 25, når listen opdateres mandag. Så højt har hun aldrig tidligere været placeret i sin karriere.