Tennis

Osaka vinder US Open efter stort comeback

Naomi Osaka Robert Deutsch / Ritzau Scanpix

Tennisspilleren Naomi Osaka vinder sin anden US Open-titel med finalesejr over Victoria Azarenka.

Naomi Osaka var spillet baglæns ud af Arthur Ashe Stadium i første sæt af US Open-finalen mod den genopstandne veteran Victoria Azarenka.

Men hun fik hanket op i sig selv og leverede et stort comeback, der sendte trofæet i hænderne på den blot 22-årige japaner for anden gang i karrieren med cifrene 1-6, 6-3 og 6-3.

Dermed er hun oppe på tre grand slam-titler, da hun også vandt Australian Open sidste år.

De sidste ti års vindere

2020: Naomi Osaka, Japan

2019: Bianca Andreescu, Canada

2018: Naomi Osaka, Japan

2017: Sloane Stephens, USA

2016: Angelique Kerber, Tyskland

2015: Flavia Pennetta, Italien

2014: Serena Williams, USA

2013: Serena Williams, USA

2012: Serena Williams, USA

2011: Samantha Stosur, Australien

Det var tredje år i træk, at Osaka, der inden US Open var nummer ni i verden, stod i en grand slam-finale. Og med sejre i to ud af to skulle man mene, hun godt vidste, hvordan hun skulle håndtere den slags kampe.

Men storspillet fra tidligere i turneringen var pist væk fra start, hvor Azarenka, der rangerer som nummer 27 i verden, var totalt dominerende med sine tunge slag fra baglinjen.

Den erfarne hviderusser indledte med at bryde Osakas serv, og da hun gjorde det igen til 4-1, begyndte mismodet at kunne aflæses i japanerens attitude.

Ketsjeren røg i jorden, og hun lignede en, der var glad for fraværet af tilskuere på det tomme Arthur Ashe Stadium i New York.

Osaka smider sin ketcher i vrede.

På bare 27 minutter havde den genopstandne hviderusser tilsyneladende slukket gnisten hos Osaka, som end ikke gad at løbe efter den baghåndsvinder, der gav det tredje servegennembrud og første sæt med suveræne 6-1 til Azarenka.

Skader har ødelagt store dele af den karriere, som nu 31-årige Azarenka toppede med i 2012 og 2013, hvor hun nåede verdensranglistens førsteplads, to titler ved Australian Open og to finalepladser ved netop US Open.

Azarenka lavede stort set ingen fejl og pumpede det ene hårde slag efter det andet ned mod Naomi Osaka, der flere gange lignede en overmatchet teenager mod en verdensstjerne.

Man skal ikke længere tilbage end 2017 for at finde Azarenkas bund, da hun røg ud af top-200 på verdensranglisten.

Straks fra andet sæts start brød hun igen Osaka, som dog brød tilbage til 1-2. Hun kom på 2-2 og begyndte at vise sit normalt tårnhøje niveau.

Det brød rytmen og sikkerheden hos hviderusseren.

Osaka fik skruet op for tempoet, og da hun brød for anden gang i kampen midtvejs i sættet, var hun for alvor tilbage i opgøret.

Det blev til fire partier på stribe, inden en forvandlet Osaka havde tvunget kampen ud i tre sæt med sætsejr på 6-3.

Finalen på Arthur Ashe Stadium blev spillet uden tilskuere på grund af coronapandemien.

Azarenka fik sat en prop i nedturen, da hun holdt serv til 1-1 i tredje sæt, men momentum var tippet til Osakas fordel. Hun virkede hurtigere og mere frisk.

Det kunne ligne dødsstødet, da Osaka brød til 3-1, men den ujævne kamp havde mere at byde på.

Først havde Osaka muligheder for at bryde til 5-1. Det mislykkedes. Kort efter brød Azarenka i stedet til 3-4, og kampen var igen helt åben.

Men ungdommen havde mest at skyde med til sidst trods alt. Osaka brød til 5-3 og hjemtog sejren og dermed titlen på sin anden matchbold i egen serv efterfølgende.