Tennis

- Det var en sindssyg oplevelse, siger Clara Tauson

Clara Tauson er videre i French Open. Yoan Valat / Ritzau Scanpix

Clara Tauson overlevede to matchbolde og er højst overraskende klar til anden runde af French Open.

Forskellen på unge og garvede tennisspillere er ofte, at de unge kan have svært ved at kontrollere nerverne, når kampene spidser til.

Men den evne besidder den 17-årige dansker Clara Tauson. Det beviste hun både i kvalifikationen til French Open, og da hun tirsdag sensationelt slog amerikaneren Jennifer Brady i første runde.

- Det var en sindssyg oplevelse. Jeg gik jo ind til kampen og var bare glad for at være der. For at få lov til at spille på en stor bane mod en dygtig spiller, som har gjort det rigtig godt på det seneste. Det var vildt, siger Tauson i et interview med Eurosport.

Tauson var nede med to matchbolde mod verdens nummer 25, men med ro, fornuft og mod spillede hun sig ud af problemerne og endte med at triumfere i tre sæt med cifrene 6-4, 3-6, 9-7. Danskeren selv rangerer som nummer 188 på verdensranglisten.

Jeg prøvede at lægge pres på mig selv

Clara Tauson

Havde klar taktik ved modstanders matchbolde

Sejren sikrede hun på sin femte matchbold i en tæt affære, hvor hun trak på erfaringen fra nogle tætte kampe i kvalifikationen til turneringen.

- Jeg havde to kampe i kvalifikationen, hvor jeg var nede med en masse sætbolde. Så jeg gik bare ind og spillede, som jeg havde gjort på alle de andre bolde, siger hun.

- For jeg vidste, at hvis jeg begyndte at være passiv, så ville hun komme ind og afslutte kampen.

- Så på de to matchbolde, hun havde, spillede jeg to rigtig, rigtig gode bolde. Jeg synes egentlig, at jeg spillede bedst i dag på de fleste af de vigtige bolde, lyder det fra danskeren.

Tauson havde svært ved at forstå det, da overraskelsen var en realitet.

Lagde pres på sig selv inden og under kamp

Det er Tausons første deltagelse i hovedturneringen i en Grand Slam-turnering som senior, hvilket kun gør præstationen endnu større.

Clara Tauson fortæller, at hun har brugt meget tid på at overbevise sig selv om, at hun godt kan vinde blandt de bedste. Også selv om underdogrollen ikke nødvendigvis er til hendes fordel.

- Jeg spiller normalt bedst, når jeg er under pres, og det var jeg jo ikke i dag. Så jeg prøvede at lægge pres på mig selv og gå ind med en god attitude, så jeg pressede mig til at yde mit bedste, lyder det fra den unge dansker og tilføjer til TV 2 SPORT:

- Jeg havde fokus på at holde en stærk mentalitet gennem hele kampen. Det synes jeg lykkedes nogenlunde hele vejen igennem kampen, men jeg kan jo altid blive bedre. Det arbejder jeg meget fokuseret med i træningen til daglig.

I næste runde venter endnu en amerikaner i skikkelse af 26-årige Danielle Collins, der rangerer som nummer 57 i verden. Så langt kigger Tauson dog ikke frem tirsdag aften.

- Lige nu er jeg på vej til at spise en middag med mit team. I aften glæder vi os over sejren. Vi begynder først at tale om den kommende modstander i morgen (onsdag, red.), så jeg har ikke gjort mig nogle tanker om den forestående kamp endnu. Nu vil jeg bare nyde sejren, siger hun til TV 2 SPORT.