Tennis

Verdenstreer besejrer græsk stjerne i tre sæt ved sæsonfinalerne

Dominic Thiem åbnede sæsonfinalerne i London med en sejr over Stefanos Tsitsipas. En revanche efter sidste års nederlag i finalen ved samme turnering.

Verdens bedste tennisspillere er i disse dage samlet i London, hvor de spiller ATP Finals - også kaldet ATP Finals.

Her er de otte bedste herrespillere samlet og kæmper om det store trofæ. Søndag eftermiddag blev første kamp i singleturneringen spillet, og her mødte Dominic Thiem og Stefanos Tsitsipas hinanden.

Den kamp trak østrigske Dominic Thiem sig sejrrigt ud af efter mere end to timers spil. Han vandt 7-6, 4-6, 6-3.

- Jeg har oplevet i de sidste fire år, hvor vigtigt det er at få en god start i den her turnering - ideelt set at vinde den første kamp. Jeg er meget glad for, at jeg gjorde det, sagde østrigeren i et baneinterview kort efter sejren.

Sidste år var de to spillere i finalen ved ATP Finals, og her løb Stefanos Tsitsipas med sejren. Dermed fik østrigeren revanche denne søndag - men det holdt hårdt.

I første sæt spillede de to herrer nemlig lige op, så det måtte afgøres i tiebreak. Her var Dominic Thiem skarpest og tog derfor sættet. I andet sæt var Stefanos Tsitsipas dog ovenpå og vandt 4-6.

Derfor skulle det hele afgøres i tredje sæt, og efter 2 timer og 17 minutter kunne Dominic Thiem knytte næven, efter Stefanos Tsitsipas lavede en fejl på østrigerens matchbold.

Dermed har Dominic Thiem sikret sig et godt udgangspunkt i ATP Finals, hvor han nu har spillet sin første af tre kampe i det indledende gruppespil.

Spansk rekordsejr

Foruden Thiem og Tsitsipas er Rafael Nadal og Andrey Rublev i gruppe B.

Spanieren Rafael Nadal er for 16. år i træk en del af sæsonfinalen, ATP Finals, for tennisherrerne.

Det er en rekord, og det fejrede han søndag aften ved at vinde sin første kamp ved sæsonfinalen. Det gik ud over Andrej Rubljov, som blev besejret med cifrene 6-3, 6-4 efter mindre end halvanden times spil.

De to spillere fulgtes ad frem til 2-2 i første sæt, inden Nadal brød Rublevs serv og derefter kørte sættet sikkert i hus.

I næste sæt brød Nadal allerede i første parti, og da begge herefter holdt serv resten af sættet, endte det med en 6-4-sejr i andet sæt.

Sådan fungerer ATP Finals

Otte spillere er med i sæsonfinalerne. Herunder de otte bedste på verdensranglisten. Dog er Roger Federer ikke med i turneringen på grund af en skade i knæet.

De otte spillere er delt op i to grupper á fire spillere, hvor de alle skal møde hinanden. Derefter går de to bedste i hver gruppe videre til semifinalerne og derfra til finalen.

Gruppe A

  • Novak Djokovic
  • Alexander Zverev
  • Daniil Medvedev
  • Diego Schwartzman

Gruppe B

  • Dominic Thiem
  • Stefanos Tsitsipas
  • Rafael Nadal
  • Andrey Rublev