Tennis

Thiem får ridser på vejen mod semifinale

Dominic Thiem tabte i to sæt. Glyn Kirk / Ritzau Scanpix

Efter sejre over Nadal og Tsitsipas tabte Dominic Thiem sin sidste gruppekamp til Rublev ved ATP Finals.

Den østrigske tennisspiller Dominic Thiem har set stærk ud ved ATP Finals i London.

Efter sejre over Rafael Nadal og Stefanos Tsitsipas kom US Open-vinderen dog en anelse ned på jorden, da han torsdag stod over for russeren Andrey Rublev i den sidste gruppekamp.

Thiem tabte opgøret til den undertippede russer med 2-6, 5-7.

Nederlaget betyder dog ikke det store for Thiem, der allerede før kampen var sikret en plads i semifinalerne.

23-årige Rublev havde allerede før torsdagens sejr udspillet sine muligheder i London, og han kan derfor rejse hjem.

Det bliver dog med en lille million kroner ekstra på lommen, at Rubluv forlader London, da gruppesejrene udløser en bonus på 153.000 dollar (960.000 kroner).

Senere torsdag færdiggøres gruppe B ved ATP Finals, når Nadal og Tsitsipas står over for hinanden. De kæmper om at gøre Thiem følgeskab til lørdagens semifinaler.

ATP Finals tæller de otte bedste mandlige tennisspillere i 2020. Roger Federer har dog meldt afbud, og i stedet deltager argentineren Diego Schwartzman.