Tennis

Murray tildelt wildcard til Grand Slam

Verdens nummer 122 bliver et af højdepunkterne ved årets Australian Open, slår turneringsdirektøren fast.

Det er godt to år siden ved Australian Open, at Andy Murray brød grædende sammen og troede, at hans karriere var forbi. Nu vender han for andet år i træk tilbage til den australske Grand Slam, der også selv sagde farvel til stjernen dengang.

Turneringsarrangørerne har nemlig tildelt briten et wildcard, så han er at finde på startlisten til den prestigefyldte turnering, der begynder den 8. februar næste år. Det skriver BBC.

- Vi byder Andy velkommen tilbage til Melbourne med åbne arme.

- Hans karriereafslutning (som ikke blev det alligevel, red.) var følelsesladet, og at se ham vende tilbage efter sådan en stor operation vil blive et højdepunkt ved Australian Open 2021, siger turneringsdirektør Craig Tiley.

Derfor har turneringen valgt at tildele verdensranglistens nummer 122 et wildcard.

Murray er vendt tilbage efter en hofteoperation, og i 2020 spillede han kun syv officielle kampe. Til næste år er der dog lagt op til, at antallet bliver noget højere.

Han har således også accepteret et wildcard til turneringen Delray Beach i den første uge i det nye år.

Andy Murray, der aldrig har vundet Australian Open til trods for fire gange at have nået finalen, bliver en del af et stjernespækket felt i den australske Grand Slam.