Tennis

Ukrainsk topspiller testet positiv for doping

Fra dags dato er Dayana Yastremska suspenderet af det internationale tennisforbund.

Den ukrainske tennisspiller Dayana Yastremska er midlertidigt suspenderet af det internationale tennisforbund, ITF.

Det skyldes, at hun uden for konkurrence er blevet testet positiv for et forbudt stof, bekræfter hun på Instagram.

Yastremska oplyser, at der er tale om en meget lille mængde mesterolone metabolit. Hun tilføjer, at den positive prøve blev afgivet de 24. november 2020, og at hun ved sin seneste turneringskamp den 9. november testede negativ.

- Jeg vil gøre alt for at rense mit navn, skriver Yastremska blandt andet.

Den ukrainske spiller nævner, at den lille mængde af det ulovlige stof kan komme fra et forurenet produkt. Hun skriver også, at medikamentet er beregnet til mænd, samt at kvinder frarådes at indtage det.

ITF har ikke meddelt, hvornår Yastremska skal høres i sagen. Længden på den midlertidige suspendering er heller ikke oplyst.

Den sidste, Wozniacki slog

20-årige Yastremska har indtil nu vundet tre WTA-titler. Hendes højeste placering på verdensranglisten er nummer 21, og i øjeblikket ligger hun nummer 29 på listen over verdens bedste tennisspillere.

Dayana Yastremska var desuden den sidste spiller, Caroline Wozniacki besejrede i sin professionelle karriere. De to mødtes i anden runde af Australian Open i 2020, hvor Wozniacki vandt 7-5, 7-5.

Wozniacki spillede karrierens sidste kamp to dage senere, hvor hun i tredje runde tabte til Ons Jabeur.