Tennis

Tauson åbner mod ukrainer i jagt på Australian Open

Clara Tauson møder niendeseedede Katarina Zavatska i kvalifikationen til årets første grand slam-turnering.

Tennistalentet Clara Tauson åbner mod ukrainske Katarina Zavatska i kvalifikationen til Australian Open.

Det står klart efter lørdagens lodtrækning.

Har tidligere mødt hinanden

Den 18-årige dansker er undertippet i kampen mod den to år ældre Zavatska, der rangerer som nummer 118 i verden. Tauson er selv nummer 152.

De to spillere har mødt hinanden en enkelt gang tidligere. Det var i 2019 i Wiesbaden, hvor Zavatska slog Tauson i tre sæt.

Ukraineren er niendeseedet i kvalifikationen til årets første grand slam-turnering. For at nå hovedturneringen kræver det, at Tauson henter tre sejre i kvalifikationen.

Kvalifikationen er rykket til Dubai, mens hovedturneringen spilles som vanligt i Melbourne. Det sker fra 8. februar og to uger frem.

Kvalifikationer på herresiden

På herresiden skal Mikael Torpegaard i første runde af kvalifikationen op mod tyske Mats Moraing. Danskeren er nummer 192 i verden, mens Moraing rangerer som nummer 248.

26-årige Torpegaard har aldrig tidligere stået over for sin to år ældre modstander. Herrernes kvalifikation spilles også på Den Arabiske Halvø, da den foregår i Qatars hovedstad, Doha.

Både Torpegaard og Tauson indleder jagten på en plads i Australian Open søndag.

Holger Rune er ikke tilmeldt kvalifikationen. Det 17-årige stortalent åbner 2021-sæsonen i en turnering i Spanien.