Tennis

Danmarks nye tennisdarlings kan blive verdens bedste, mener ekspert

Holger Rune og Clara Tauson kan i år meget vel snige sig inden for top-100 på verdensranglisten. På sigt er førstepladsen mulig, mener tennisekspert.

Holger Rune og Clara Tauson.

De navne er efterhånden uundgåelige, når man snakker sportsverdenens største talenter.

Danmarks nye tennisdarlings har fra en meget ung alder præsteret på et uhyggeligt højt niveau.

Nu venter en potentiel gennembrudssæson for de to stortalenter. Der skal klatres op ad verdensranglisten – og den klatring kan på lang sigt fortsætte helt til toppen, mener Kenneth Carlsen.

Han er tidligere tennisspiller og nu ekspert på TV 2 SPORT. Gennem diverse trænerjob har han et indgående kendskab til begge – særligt Holger Rune, som han i dag er assisterende træner for.

Talentet til at blive nummer ét i verden

Under ekspertkasketten har Kenneth Carlsen store tanker om de unge tennistalenter.

- De har jo potentialet til at vinde Grand Slams og komme i top-10 i verden. Og hvis de forvalter deres talent rigtigt, så har de også talentet til at blive nummer ét i verden.

Det har vi hørt om flere spillere før, men med Holger Rune og Clara Tauson, har de ikke bare mulighed for det – Kenneth Carlsen tror rent faktisk, at det sker.

- Der er jo også andre – men ikke mange – der har det potentiale. Men det synes jeg, de to har. Så det tror jeg på.

Opskriften på at blive nummer ét i verden er lang. Men både hovedingredienserne og krydderierne har Holger Rune og Clara Tauson, hvis man spørger Kenneth Carlsen. Det vender vi tilbage til.

Clara Tauson i kamp mod Jennifer Brady – verdens nummer 25 – til French Open 2020.

Danmarksmester som 13-årig

Både Holger Rune og Clara Tauson har allerede tronet på toppen af juniorernes verdensrangliste i single.

De har tidligt i deres karriere ramt et usædvanligt niveau og har allerede trofæskabet godt fyldt op.

Tilbage i 2016 stod Clara Tauson øverst på sejrsskamlen og kunne lade sig hylde som den yngste Danmarksmester i single nogensinde – 13 år gammel.

I dag spiller hun primært på ITF Women's World Tennis Tour – niveauet lige under WTA, kvindernes højest rangerede tour. Men hun har allerede været oppe og snuse til den helt store scene.

Allerstørst var det, da hun i 2020 kvalificerede sig til Grand Slam-turneringen French Open. Inden hun i anden runde røg ud, leverede hun i første kamp sensationen, da hun slog verdens nummer 25, Jennifer Brady.

Clara Tausons største resultater i karrieren.

I historiebøgerne ved siden af Djokovic

Lige så stort talent finder vi på herresiden i Holger Rune – den yngste David Cup-spiller i historien.

Som 14-årig debuterede han for tennislandsholdet – og endda med en sejr.

Året forinden var Holger Rune blevet U14 Europamester. Og ikke nok med det, tabte han ikke et eneste sæt undervejs. En bedrift, han deler med blandt andre Novak Djokovic.

Holger Rune spiller i dag på ITF Men's World Tennis Tour. Hos mændene er det den tredje bedste tour efter Challenger Tour og den ypperste: ATP World Tour, hvor netop Djokovic, Federer og de andre løber rundt.

Holger Rune er lige nu nummer 473 i verden. Han går benhårdt efter at komme i top-100 i år.

Med en French Open junior-titel på sit cv har Holger Rune debuteret på Challenger Tour, men har stadigvæk sin debut til gode på ATP World Tour og dermed også i en senior-Grand Slam.

Der er fire måneder imellem de to tennistalenter, men at Clara Tauson på Grand Slam-fronten på seniorniveau er et skridt foran, er ikke usædvanligt.

- Piger er generelt også et år eller to længere fremme. Så generelt er det helt normalt, at Clara for eksempel er lidt længere fremme på WTA, end Holger er på ATP.

Men når man kigger ned over Holger Runes trofæskab, er det svært at forestille sig, at der går lang tid, før han går på banen til sin første Grand Slam.

Holger Runes største resultater i karrieren.

Opskriften på at blive verdens bedste

Rigtig mange ting skal man have, og rigtig mange ting skal gå op i en højere enhed for at blive nummer ét i verden.

For Kenneth Carlsen er der fire hovedpunkter, hvor man ikke må have mangler, hvis man skal trone på toppen.

  1. Teknik
  2. Taktisk forståelse
  3. Mentalitet
  4. Fysik

- Man kan selvfølgelig altid blive bedre. Det arbejder de bedste spillere i verden på hver dag. Hele tiden at finpudse, hele tiden at blive skarpere og udvikle sit spil, siger Kenneth Carlsen.

Det skal Clara Tauson og Holger Rune også, hvilket de er i fuld gang med.

Men ifølge Kenneth Carlsen har de en ekstraordinær grundpakke til at kunne gå hele vejen – og evnen til at kunne udvikle våben.

- De kan alt

På det tekniske er meldingen ens for dem begge.

- De kan alt. De har en sund teknik i alle slag, siger Kenneth Carlsen.

Clara Tauson har mulighed for at udvikle tre giftige våben: serven, baghånden og forhånden.

De fleste på mændenes tour slår klart flest forhåndsvindere. På kvindernes tour ser man sommetider nogen, der bedre kan lide baghånd end forhånd.

- Der har Clara et potentiale i at kunne slå vindere med både forhånd og baghånd. Så der, hvor hun er stærkest, det er i bund og grund, når hun dikterer boldene og vælger sine slag med omhu, siger Kenneth Carlsen.

Clara Tauson

Fulde navn: Clara Tauson

Født: 21. december 2002 (18 år)

Spillehånd: Højre

Verdensranglisteplacering: 152 (per 7. januar 2021)

For Holger Rune er der særligt to ting, som han kan gøre til vigtige våben.

- Han har potentiale til at udvikle en serv og en forhånd på verdensklasseniveau, og han har allerede en meget solid og god baghånd også. Og han kan godt lide at spille aggressivt og hårdt. Så når han spiller sit spil, er han livsfarlig, siger Kenneth Carlsen.

Passion og raseri

Ligesom Holger Rune godt kan lide at spille offensivt, gælder det samme for Clara Tauson. Ikke blot i måden hun spiller på, men også mentalt, hvor Kenneth Carlsen peger på ligheder mellem de to stortalenter.

- De er så passionerede, at de også bliver rasende en gang imellem. Det kan jeg jo godt lide. Det har jeg set fra Federer og andre spillere, da de var meget unge.

Men som Kenneth Carlsen antyder, er det ikke nødvendigvis negativt.

- De skal bare lære at bruge den her passion på en positiv måde. De skal altid være aggressive, og det skal de bruge på en positiv måde. De kan godt lide at spille kampe, de kan godt lide, når det spidser til. Det er en meget, meget stor force.

Holger Rune

Fulde navn: Holger Vitus Nødskov Rune

Født: 29. april 2003 (17 år) i Charlottenlund

Spillehånd: Højre

Verdensranglisteplacering: 473 (per 7. januar 2021)

Og så har de begge en "positiv arrogance".

- Holger Rune har troen på, at han kan blive den bedste og vinde Grand Slams. Det er ikke bare noget, han siger. Han har den der inderste tro på, at det kan lade sig gøre, siger Kenneth Carlsen og tilføjer om Clara:

- Hun har den der indre selvtillid, der siger, at hun er den bedste og kan slå alle. Hun er rigtig stærk mentalt.

En forståelse af, hvordan man vinder kampe

- Du bliver ikke nummer ét i verden, hvis du ikke ved, hvordan du skal vinde kampe – også på de dage, hvor du ikke spiller op til dit allerbedste, fastslår Kenneth Carlsen.

Taktisk er de to unge spillere også fortrinligt med, mener den tidligere tennisspiller.

Og det er ikke alle, der så hurtigt finder frem til opskriften på sejr. Det har Clara Tauson gjort – og ikke kun på grund af sit høje topniveau.

- Hendes bundniveau er rigtig højt. Det gør, at hun klarer sig rigtig godt. Nu er hun et sted, hvor hun begynder at overføre sit bundniveau fra junior over til senior. Hendes taktiske forståelse og grundbase er rigtig god, siger Kenneth Carlsen.

Clara Tauson under kvalifikationen til French Open 2020.

Holger Rune er også godt på vej til at overføre sit bundniveau fra junior til senior, men mangler måske lige et halvt års rutine, før han er der, hvor Clara Tauson er nu, vurderer Kenneth Carlsen.

Men i en alder af 17 år er han allerede rigtig langt.

- Han finder en måde at komme igennem kampene. Han har en god fornemmelse af, hvordan han selv skal spille, og hvad modstanderens svagheder er, siger Kenneth Carlsen.

Teknisk, mentalt og taktisk er der altså ikke mange svagheder at pege på for Kenneth Carlsen – faktisk ingen – det hele skal bare blive bedre dag for dag. Det samme gælder det sidste af de fire hovedpunkter, fysikken.

Fysikken er med dem

Holger Rune har ifølge Kenneth Carlsen en rigtig god fysisk og styrkemæssig base. Udover at det giver en masse i kampene, så er det også en meget vigtig faktor i at blive bedre.

- Han kan træne meget uden at gå i stykker. Det er jo også vigtigt – så man hele tiden kan træne og ikke får de her skadesophold.

Holger Rune i kampen mod Benoît Paire, verdens nummer 28.

Det er essentielt for en type som Holger Rune, der "bare elsker tennis", fortæller Kenneth Carlsen.

- Selvfølgelig skulle man tro, at alle elsker tennis, men han elsker virkelig tennis. Han ser tennis og lever tennis og elsker at blive bedre hele tiden.

Det samme gør 182 centimeter høje Clara Tauson, som rent fysisk også er rigtig godt med.

- Hun har højden, og hun har styrken til at få en virkelig god fysik. Men det er en af de ting, hvor folk, der arbejder med hende, har været meget efter hende – at udvikle det fysiske. Hun har en god fysisk form, ellers ville hun ikke ligge der, hvor hun er. Men den skal blive endnu bedre – det gælder for begge to, siger Kenneth Carlsen.

Den tidligere tennisspiler er ikke i tvivl. De to stortalenter har alt, hvad der skal til for at blive nummer ét i verden. Nu skal det bare udvikles.

Et potentielt gennembrudsår

Fra et kig ud i fremtiden til et kig på nuet og den kommende sæson.

2021 kan blive et gennembrudsår for begge, men sammenlignet med Kenneth Carlsens tro på to førstepladser på verdensranglisten, er han i sæsonudmeldingen lidt mere forsigtig i forhold til to helt store gennembrud.

Hvad angår Clara Tauson er en plads i top-100 og at nærme sig WTA-touren et godt mål.

- Det er helt klart realistisk, at hun kommer derop og også begynder at spille Grand Slam-turneringer. Så på den måde tror jeg godt, at det kan være et gennembrudsår for Clara, hvor hun spiller sig ind i top-100 og kommer til at spille en Grand Slam.

Holger Rune, der lige nu ligger nummer 473 i verden, ser også frem mod et spændende 2021.

Han har med sin træner sat sig et ambitiøst mål for sæsonen: at komme i top-100. Men det 17-årige tennistalent tror på endnu mere.

- Jeg tror på top-50, så det kommer til at kræve rigtig meget, sagde Holger Rune ved årsskiftet til TV 2 SPORT.

Kenneth Carlsen tror på, at det i bedste fald kan blive et gennembrudsår for Holger Rune.

- Hvis han kan komme i top-100, er det rigtig godt. Men der, hvor han er nu, gælder det om, at han arbejder sig op nedefra. Og jeg tror, at der er rigtig god chance for, han kommer op og er en del af Challenger-touren – og måske i slutningen af året nærmer sig ATP-turneringer. Det ville være den positive realistiske forhåbning, siger Kenneth Carlsen.

Holger Rune starter året ud med to ITF-turneringer i Spanien og Frankrig, mens Clara Tauson søndag skal forsøge at kvalificere sig til Australian Open gennem Abu Dhabi WTA Women's Tennis Open. Se hendes første kamp i turneringen klokken 07.00 på TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY.