Murray er testet positiv for corona kort før Australian Open
Det er uvist, om den skotske tennisstjerne Andy Murray bliver klar til Australian Open i februar.
Den tidligere verdensetter i tennis Andy Murray er testet positiv for corona.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Dermed er det ikke sikkert, at Murray kan deltage i årets første grand slam-turnering, Australian Open i Melbourne. Turneringen begynder 8. februar.
33-årige Murray, som de seneste år har døjet gevaldigt med skader, har fået et wildcard til årets turnering.
Fem gange tidligere er han kommet frem til finalen i Melbourne, men det er blevet til nederlag i alle finaler.
Skotten har især døjet med hofteproblemer og blev opereret for skaden i januar 2019 efter Australian Open. Dengang frygtede han, at karrieren var forbi, og der blev endda sagt farvel til ham på banen i Melbourne.
Men ni måneder senere - i oktober 2019 - vandt han sin første titel efter operationen, da han sejrede i European Open i belgiske Antwerpen.
På grund af nye problemer med hoften blev det ikke til mange kampe for Murray i den coronaramte 2020-sæson i tennis.
Ifølge AFP har Murray det fint under omstændighederne.
Ifølge det australske tennisforbund, Tennis Australia, skal spillerne aflevere en negativ prøve før afrejsen til Australien.