Tennis

Tauson vinder ITF-turnering

Clara Tauson slog den topseedede spiller i finalen. Nu har hun vundet otte ITF-titler i karrieren.

De var seedet nummer et og to i turneringen, og de leverede begge tennis på højt niveau, da Clara Tauson vandt en spændende og velspillet finale i tre sæt over Viktorija Golubic fra Schweiz i Fujairah i de Forenede Arabiske Emirater.

Den anden seedet danske tennisspiller vandt ITF-finalen 6-0, 4-6, 6-3 over Golubic, der er nummer 138 på ranglisten, men schweizeren har i flere sæsoner været i top 100.

- Det var en hård finale. Jeg synes, at jeg og Golubic spillede ret godt i finalen, og jeg er lykkelig for, at jeg fik vundet de vigtige bolde i tredje sæt, sagde Clara Tauson efter sin sejr.

Tauson spillede et nærmest fejlfrit første sæt, hvor hun udspillede schweizeren med kraftfuldt spil med masser af hårde og præcise vinderslag. Tauson brød tre gange og gav Golubic et æg i første sæt, som varede 28 minutter.

Men Viktorija Golubic kom stærkt igen i anden sæt, hvor hun viste, hvorfor schweizeren har slået stærke spillere som Karolina Pliskova og Garbine Muguruza og været oppe som nummer 51 på ranglisten i 2017. De to finalister fulgtes ad til stillingen 4-4, hvor Golubic brød til 5-4 og servede andet sæt hjem med cifrene 6-4.

I tredje sæt fulgtes de to spillere ad til 2-2, men så vandt Tauson tre partier i træk. Hun kunne juble over en flot finalesejr, da hun vandt sin første matchbold og lukkede kampen til 6-3 i en finale, der varede over to timer.

- Det er godt at starte sæsonen med en titel især efter en lang træningsoptakt til denne sæson, så jeg er ret glad og lykkelig over finalesejren. Og rart at vinde titlen netop her i Fujiarah, hvor jeg ikke klarede mig særlig godt, da jeg spillede en lille juniorturnering for få år siden, sagde Clara Tauson i sin vindertale, før hun modtog trofæet på Centre Court.

Rykker ind i top 150

Det er ottende gang i karrieren, Clara Tauson vinder en ITF-finale, og det er den første siden august 2020, hvor danskeren tog en titel i Portugal. Hun får så mange point til ranglisten, at Tauson rykker op i top 150 for første gang i karrieren, hvor hun vil være placeret omkring nummer 144 med 524 point.

Efter sin turneringsplan skal Clara Tauson hurtigt videre til Frankrig for at deltage i en stor ITF-turnering. Det er dog lidt usikkert, om danskeren kan komme ind på grund af rejserestriktioner, da rejsende fra de Forende Arabiske Emirater kan få svært ved at rejse ind i Frankrig på grund af covid-19-risikoen.