Tennis

Holger Rune kæmpede sig i finalen

17-årige Holger Rune er klar til finalen ved ITF-turnering i spanske Villena efter tresætssejr mod amerikaner.

Den danske tennisspiller Holger Rune skal søndag spille finale ved ITF-turneringen i den spanske by Villena.

17-årige Rune måtte dog kæmpe hårdt for en plads i slutkampen, som blev sikret med en sejr på 6-7, 6-1 og 6-4 over den 19-årige amerikaner Emilio Nava.

Danskeren var med sin placering som nummer 428 på verdensranglisten favorit til kampen. Nava er placeret 242 pladser længere nede på ranglisten.

Efter en skidt start på kampen fra den unge dansker kom han tilbage og pressede sættet ud i en tæt afgørelse.

Han var nede 0-3, men fik udlignet til 3-3, og derfra var det helt tæt.

Desværre for Holger Rune missede han en sætbold ved 6-5 i tiebreaken og endte med at tabe 9-11 på amerikanerens fjerde sætbold.

Skuffelsen satte sig imidlertid ikke hos Rune, som var overlegen i andet sæt.

Han missede en breakbold i Navas første serveparti, men fra 1-1 tog danskeren fem partier på stribe til sætsejr på 6-1.

Det så også godt ud set med danske briller, da Holger Rune brød til 2-1 og holdt serv til 3-1 i afgørende sæt.

Nava brød tilbage og kom på 3-3, inden Holger Rune vendte 0-40 til endnu et servegennembrud og satte kursen mod sejren, da han holdt serv til 5-3.

Efter igen at have vendt 0-40 til lige i modstanderens serv kunne den danske teenager dufte sejren, da han spillede sig frem til en matchbold.

Undertippede Nava fik afværget den og holdt sin serv. Amerikaneren spillede sig endda til en breakbold i danskerens serv efterfølgende, men Holger Rune holdt hovedet koldt og sikrede finalebilletten på sin anden matchbold i kampen.

I finalen venter den rutinerede Gastão Elias. Den 30-årige portugiser rangerer som nummer 418 i verden.