Tennis

Kæmpe drama ved Australian Open – dommer måtte adskille spillere

Selvom Fabio Fognini spillede sig videre i årets første Grand Slam-turnering, startede han en intens diskussion med sin modstander efter kampen.

Hvad der startede som et venskabeligt håndtryk ved nettet, udviklede sig hurtigt til højlydt skænderi i anden runde ved Australian Open.

Her havde de italienske landsmænd Fabio Fognini og Salvatore Caruso netop duelleret i fem sæt, hvor Fognini i det afgørende sæt vendte 1-5 til 6-6 og efterfølgende vandt en dramatisk tiebreak med 14-12.

Og så tog det fart - men det var ikke den tabende Caruso, der var rasende.

Det var såmænd Fognini, der trods sejren ikke ville lade sin landsmand slippe for at høre, hvor heldig han netop havde været med flere af sine point.

Skænderiet startede ved nettet, men fortsatte ude ved spillerbænken i en sådan grad, at kampens stigedommer adskille de to spillere ad.

Læs det noget bizarre ordkløveri herunder, som tennisjournalisten Enrico Maria Riva delte på Twitter.

Fognini: Du har været fucking heldig. Du burde undskylde, for jeg har ikke været respektløs overfor dig indtil nu.

Caruso: Hvad snakker du om?

Fognini: Du vandt fire identiske og heldige point.

Caruso: Hvad snakker du om?

Fognini: Må jeg ikke sige, du har været heldig?

Caruso: Jeg har ikke vovet at sige et ord gennem hele kampen.

Fognini: Jeg siger noget, fordi du beder om det.

Caruso: Jeg har ikke sagt et ord gennem hele kampen. Det er nok nu.

Fognini: Må jeg ikke sige, du har været heldig? Hvad er problemet?

Caruso: Du kan gøre, hvad du vil.

Fognini: Så hvorfor bliver du sur på mig nu? Jeg siger, du var heldig, og hvis det er forkert, tager jeg fejl. Ikke angrib mig.

Caruso: Jeg angreb dig ikke. Jeg siger, at det ikke er en måde at opføre sig på, for jeg har ikke sagt et eneste ord til dig. Lad os bare sige, at jeg ikke forventede det her af dig.

Fognini: Hvad forventede du ikke? Jeg sagde til dig, du har været heldig, du kunne ikke lide det, hvad skal jeg sige?

Caruso: Det her er ikke måden at håndtere det på.

Fognini: Hvorfor? Hvad er problemet?

Herefter fik kampens stigedommer endelig skilt spillerne ad.

Salvatore Caruso (tv.) og Fabio Fognini (th.) giver hånd efter kampen.
Fabio Fognini (th.) og Salvatore Caruso diskuterede højlydt på vej ud af banen efter håndtrykket.
Kampens overdommer kom ned på gulvet for at tvinge spillerne fra hinanden efter kampen.
Fognini ville stadig ikke lade Caruso være i fred, efter Caruso havde samlet sine ting og var på vej ud af anlægget.

'Vi er venner'

På pressemødet efter kampen manede både Fabio Fognini og Salvatore Casuro til ro ved at tale varmt om forholdet til hinanden.

- Vi er gode venner. I kender mig - hvad der sker på banen, bliver på banen. Jeg har ikke mere at sige om det, fortalte Fognini ifølge Reuters.

- Vi havde bare nogle forskellige meninger. Dette burde være holdt i omklædningsrummet, og jeg vil tale med ham om det, for vi er venner, sagde Caruso.

33-årige Fognini er er nummer 17 på verdensranglisten, mens 28-årige Caruso er nummer 78.

Alle skuffer over tid

Fabio Fogninis optrin torsdag var bestemt ikke en enlig svale for den iltre italieners vedkommende.

I sidste års udgave af Australian Open gik Fogninis temperament ud over dommeren i en kamp, han også endte med at vinde.

Værst lød det dog under Wimbledon i 2019, hvor italieneren var så rasende, at han tilsvinede de engelske arrangører og håbede, at der 'ville sprænge en bombe' på anlægget.

Derudover blev han smidt ud af US Open i 2017 for at tale grimt om dommeren.