Tennis

Russisk sensation spiller sig i Grand Slam-semifinale

Favoritdræberen Aslan Karatsev slog Grigor Dimitrov og er nu i semifinalen i sin første Grand Slam-turnering.

Den russiske tennissensation Aslan Karatsev er klar til semifinalerne ved Australian Open.

Tirsdag leverede den 27-årige russer endnu en overraskelse, da han slog Grigor Dimitrov fra Bulgarien med 2-6, 6-4, 6-1, 6-2.

Det er første gang i karrieren, at Aslan Karatsev, der rangerer som nummer 114 på verdensranglisten, deltager i en af tennissportens fire Grand Slam-turneringer.

- Det er en uvirkelig følelse, siger Karatsev efter sejren.

Russeren blev hjulpet på vej mod semifinalen, da Dimitrov undervejs døjede med en skade, der begyndte at hæmme ham i tredje sæt. Mellem tredje og fjerde sæt modtog bulgareren behandling.

Den russiske Grand Slam-debutant havde dog også sit at kæmpe med i karrierens hidtil største kamp.

- Jeg fik en svær start. Det var svært at holde nerverne i ro, men jeg forsøgte at finde en vej, og det lykkedes i andet sæt, siger Aslan Karatsev.

Russerens eventyr i Australian Open startede i januar, da han vandt tre kampe i kvalifikationen og bookede en plads i hovedturneringen, hvor det nu er blevet til yderligere fem sejre.

I semifinalen venter enten verdensetteren Novak Djokovic eller Alexander Zverev fra Tyskland.