Osaka fik hele arenaen til at grine i sejrstale
Humøret var højt, da Naomi Osaka gik op på podiet for at lade sig hylde som vinder af årets australske grand slam-turnering.
Et spørgsmål til taberen af Australien Open-finalen sendte en bølge af grin gennem den store tennisarena i Melbourne.
- Først vil jeg gerne gratulere... Ehm vil du egentlig helst kaldes "Jenny" eller Jennifer? Lød spørgsmålet fra Naomi Osaka til Jennifer Brady. Amerikaneren svarede høfligt "ja" til den første mulighed.
Sjovere var det, da Osaka så efterfølgende sagde "Jennifer".
Intentionen var at lykønske Brady for en velspillet tennisturnering, som Osaka vandt i to sæt over hende lørdag formiddag. Men ufrivilligt måtte hun altså holde en kort talepause for at give plads til den tydelige latter fra tilskuerne, hvorefter hun kunne fortsætte sin sejrstale:
- Da vi spillede semifinale mod hinanden i US Open, sagde jeg til alle, at jeg vidste, du ville blive et problem for mig fremadrettet. Det fik jeg ret i. Det er fedt at følge med i, hvor meget du er vokset over de seneste par måneder. Så jeg vil gerne rose dig og hele dit hold, sagde Osaka.
Japaneren kunne lade sig krone som vinder af Australian Open for anden gang i karrieren og vinder af en grand slam-turnering for fjerde år i streg. For amerikanernes vedkommende var det hendes første grand slam-finale.
- Det var specielt at spille min første finale foran så mange fans både her og derhjemme. Jeg ved, at du - mor - kigger med og nok græder lige nu. Også tillykke til Naomi med endnu en grand slam-titel. Hun er en inspiration for os alle sammen, sagde Brady, inden Osaka modtog det store trofæ.
Selvom amerikaneren lige havde tabt, viste hun masser af overskud efter kampen. Hun tabte først sæt med 6-4 og det følgende med 6-3.
Herrefinale er lige om hjørnet
Søndag venter herrernes finale i den prestigefyldte tennisturnering, hvor russiske Daniil Medvedev skal forsøge at skubbe Novak Djokovic af tronen.
Det er Medvedevs anden grand slam-finale og modstanden er til at tage og føle på, da Djokovic har vundet Australian Open otte gange i sin glorværdige karriere.
Finalen spilles søndag morgen 06:00 dansk tid.