Tennis

- Mange må bøje sig for Tauson, siger ekspert

Clara Tauson kan nå langt ved Lyon Open, hvis hun kan opretholde niveauet fra sejren over den topseedede russer. Det mener Tine Scheuer-Larsen.

Hvis ikke tennisverdenen allerede kendte til Clara Tauson, så gør den det nok nu.

Den bare 18-årige tennisspiller leverede nemlig en stor sejr og en gedigen overraskelse, da hun mandag eftermiddag besejrede turneringens topseedede spiller, Ekaterina Alexandrova, ved WTA 250-turneringen Lyon Open.

Og når man som Tauson er nummer 139 i verden, kaster en sejr over verdens nummer 33 respekt af sig.

- Kan hun fortsætte med at spille sådan her, så er der mange, der må bøje sig for hende, siger TV 2 SPORTs tennisekspert Tine Scheuer-Larsen, der kommenterede kampen.

- Hun vandt, fordi hun faktisk troede på, hun kunne vinde. Hun satte pres på Alexandrova og servede utroligt godt. Hun spillede bare i et virkelig, virkelig højt tempo. Det hele fungerede for hende, siger Scheuer.

Clara Tauson vandt i to sæt med cifrene 6-3 og 6-4, og dermed er hun nu klar til anden runde ved turneringen i Frankrig. Det svarer til 1/8-finalen.

'Det holdt hårdt'

Men Clara Tauson havde faktisk undervejs i kampen muligheden for at vinde endnu større, da hun misbrugte hele seks matchbolde, inden den syvende gang blev lykkens gang for danskeren.

Det var dog ikke noget, der hylede danskeren ud af det undervejs, fortæller Clara Tauson selv efter kampen.

- Hvis jeg skal være ærlig, følte jeg, at jeg spillede godt, når jeg havde matchbolde. Jeg var ikke nervøs, men hun slog bare nogle virkelig dybe bolde og gode vindere. Jeg blev bare ved med at tænke på, at jeg var i front. Selv da jeg skulle serve kampen hjem, holdt jeg hovedet godt og huskede på, at jeg var i front, siger hun til turneringens hjemmeside

Netop den manglende koldblodighed i de afgørende situationer fik Tine Scheuer-Larsen ud på kanten af kommentator-stolen.

- Jeg synes godt nok, det holdt hårdt. Når man som Alexandrova er nummer 33 i verden, kan man også godt komme tilbage i sådan nogle kampe. Men at der skulle syv matchbolde til, det var lige i overkanten. Men det var en kæmpe forløsning, da hun tog den sidste, siger hun.

Og tenniseksperten, der har fulgt Clara Tauson fra barns ben, vil ikke undervurdere betydningen af, at det endte med sejr på trods af de mange misbrugte matchbolde. For det kan være guld værd.

- Det er mega vigtigt, at hun fik den her hjem, for ellers kunne det næsten give bagslag. Clara Tauson er ikke sådan en, der trives med "lige ved og næsten", siger Tine Scheuer-Larsen og tilføjer:

- Og at slå nummer 33 og den topseedede i Lyon, det må vi betegne som cool.

Tauson kan gå langt i Lyon

Clara Tauson skal i næste runde møde ungarske Tímea Babos, der er nummer 105 i verden. Hun spillede sig videre fra første runde med en sejr i tre sæt over russiske Varvara Gracheva.

Da Tauson slog turneringens førsteseedede, "overtager" danskeren i princippet den seedning i den kommende kampe. Derfor vil hun møde useedede spillere som hende selv.

Og ifølge TV 2 SPORTs tennisekspert er det unge danske stjerneskud formentlig ikke færdig med at imponere i Lyon.

- Jeg kan sagtens se Clara Tauson gå langt her i turneringen, men det kræver, at hun skal spille på det her niveau, som hun viste i dag (mandag, red.).

- De er gode alle sammen, og næste modstander er også tough. Men hun matcher jo alle i tempo og tyngde i spillet, så hun kan sagtens vinde flere kampe.

Det forventes, at Clara Tausons næste kamp ved turneringen spilles onsdag eftermiddag. Kamptidspunktet er dog endnu ikke endeligt fastlagt.

Det ligger dog fast, at kampen kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.