Tennis

- Han kunne jo ikke følge med, siger skuffet Holger Rune

På pressemødet efter debutantens nederlag i en ATP-turnering var Holger Rune skuffet og mente, han sagtens kunne have vundet over Ramos-Vinolas.

Det mentale spil blev hans dødsstød, selvom Holger Rune var sin modstander fysisk overlegen.

Sådan lyder konklusionen fra det 17-årige danske tennistalent, der tirsdag aften tabte sin ATP-debut mod verdens nummer 46, Albert Ramos-Vinolas.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg virkelig skuffet over det hele i dag. Jeg startede godt i første sæt og spillede min gameplan til perfektion. Det er ikke for at lyde overlegen eller noget, men han kunne næsten ikke følge med i mit tempo.

- Mit niveau, min form og mit spil er der til at kunne slå de her drenge. Hvis jeg spiller, som jeg gør i første sæt, hvilket ikke er gudetennis, men stadig rigtig godt, så vinder jeg den her kamp med to eller tre. Men mentalt er jeg åbenbart ikke helt klar, lød de bramfrie ord fra danskeren på pressemødet efter opgøret.

Qua sin plads om verdens nummer 406 var Holger Rune selvsagt undertippet mod den 33-årige spanier. Men allerede efter de første 26 minutter var den unge dansker på vej mod en lille sensation, da han vandt første sæt sikkert.

Herfra skred strategien, og Ramos-Vinolas bed sig langsomt ind i kampen ved at gnave sig ind i danskerens hoved, og spanieren vandt kampen med 2-6, 6-4, 6-4.

Erfarne tricks dræbte kampen

Rune indledte ellers andet sæt, som han sluttede det første. Overlegent.

Han var tæt på at knække sin spanske modstander, der måtte se sig slået seks gange i streg, selvom han var oppe med 0-40. Kort efter forlangte Ramos-Vinolas en medical timeout for at få behandling i sin højre lyske.

Et greb, der vendte kampen på hovedet.

- Der var jo ikke en skid galt med ham. Han havde selvfølgelig spillet en lang turnering, men det virkede ikke sådan i første sæt, hvor han løb efter alle bolde. Han prøvede at komme ind i hovedet på mig, og jeg prøvede bare at fokusere så meget på mig selv som muligt.

- Man kunne se, han var presset. Han begyndte at skifte ketsjer mellem hvert sæt, og det udnyttede jeg ikke godt nok, fortalte Holger Rune.

Holger Rune var skuffet over, han ikke kunne følge op på den flotte start.

En hidtil uprøvet oplevelse

Turneringen Argentina Open i Buenos Aires var Holger Runes første oplevelse på ATP-niveau, hvilket et wildcard havde givet ham adgang til.

Det er en grusturnering og en såkaldt ATP 250-turnering, der er betegnelsen for de lavest-rangerede turneringer på ATP-Touren efter Grand Slam, ATP Finals, ATP Tour Masters 1000 og ATP 500.

Godt nok blev det til et nederlag i første manddomsprøve, men danskeren ved godt, hvad han skal gøre anderledes i fremtiden, som forhåbentlig byder på flere af ATP-oplevelser.

- Det er sindssygt ærgerligt, jeg ikke kommer til at spille flere kampe i den her turnering, for det ville jeg virkelig gerne. Det er bare langt federe at være til ATP-turneringer. Hvis jeg kunne, vil jeg spille de her turneringer hver uge, men jeg må vise, jeg kan det, før jeg får lov til det, sagde han.

Albert Ramos-Vinolas møder verdensranglistens nummer 71, tyske Dominik Koepfer, i 1/8-finalen.