Tennis

- Det er forløsende, siger Tauson efter ny triumf

18-årige Clara Tauson spillede sig på suveræn vis i semifinalen ved WTA-turneringen Lyon Open, da hun slog endnu en spiller fra top-100.

Fem sejre, samlet 10-0 i sæt og en plads i karrierens første WTA-semifinale.

Man kan vist roligt sige, at det har været en uge ud over det sædvanlige for 18-årige Clara Tauson.

Hun var meget naturligt var glad, da hun sikrede sejren i kvartfinalen ved Lyon Open.

- Det sidste parti spillede jeg rimelig godt, vil jeg mene. Jeg lavede tre esser og sluttede med et, så jeg var selvfølgelig rigtig glad, sagde den nye danske tennisdarling til TV 2 SPORT, da semifinalebilletten var sikret.

Det skete i ganske overbevisende stil med cifrene 6-3, 6-1 mod italieneren Camila Giorgi, som aktuelt er nummer 81 på verdensranglisten og tidligere har slået flere af sportens største navne.

- Selvom jeg spiller mod Giorgi, som er meget spilstyrende, føler jeg egentlig, at det er mig, der styrer spillet i de fleste situationer, lød det fra turneringens danske overraskelse, som især var glad for den måde, hun servede på i opgøret.

Det er meget velfortjent, at hun er videre til en utrolig flot semifinale

Tine Scheuer-Larsen, tennisekspert TV 2 SPORT

Seks esser og en førsteserveprocent på mere end 80 noterede Tausons sig nemlig for i kvartfinalen.

- Det er rigtig godt og forløsende at det hele flasker sig i dag, for min serv har ikke været på højeste niveau de andre dage. Det er virkelig noget, vi har arbejdet på, så det er rigtig dejligt, at det også kan komme ud i kamp.

- Serven er vigtig for mig. Det er den, der er grundlaget i mit spil i mine servepartier. Jeg er ikke typen, der bare lige sætter serven i gang og så håber, jeg kan komme ind i duellen. Jeg prøver at styre duellen med min serv og ikke give for meget væk på den. Men at den er så god i dag, det er rigtig godt.

Clara Tauson spillede suverænt i første sæt mod Camila Giorgi. Video: TV 2 SPORT

- Hun er bare en bulderbasse

Der var også stor ros til Tausons serv fra tennisekspert Tine Scheuer-Larsen, der også er imponeret over måden, hvorpå den unge dansker i denne uge er gået ind til sine opgør mod spillere fra top-100.

- Hun er bare en bulderbasse, og hun går bare ind og gør det, hun er allerbedst til. Hun spiller noget god, tung tennis med masser af substans. I dag slår hun en spiller, der har slået rigtig mange gode spillere, lød det efter kvartfinalen fra eksperten.

- Og så server hun jo fantastisk godt og får også returneret rigtig mange gode point hjem. Der var lige lidt i starten, hvor hun skulle vænne sig lidt til tempoet. Men det kom hun rigtig godt efter, og så styrede hun bare andet sæt med hård hånd. Så det er meget velfortjent, at hun er videre til en utrolig flot semifinale her i Lyon.

Har spillet solidt

To spillere fra top-100 - herunder den førsteseedede russer Ekaterina Alexandrova - har måttet se sig slået af det danske talent i Lyon i denne uge. Selv er hun da også rigtig godt tilfreds med nu at skulle spille semifinale.

- Jeg vil ikke sige, det er overraskende, men det har virkelig været en solid turnering. Mentalt har det været rigtig godt. Jeg har ikke ladet mig gå på af, at det er nogle kæmpestore kampe, jeg spiller.

- Det er det her, jeg arbejder for. Jeg går ud til de her kampe og tror på, at jeg kan vinde. Jeg føler virkelig, at jeg godt kan være her uge for uge. Men det er selvfølgelig noget, jeg stadig skal bevise, siger Tauson.

- Det bliver en sjov kamp

Det kan hun så passende bevise, når hun lørdag eftermiddag spiller sin første semifinale i WTA-regi, hvor hun ikke er i tvivl om, hvad der skal give hende sejren.

- Det afgørende bliver helt klart min serv, og så skal jeg ind og styre spillet, som jeg har gjort i de foregående kampe.

- Jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver helt klart en sjov kamp, så jeg vil bare gå ud og gøre mit bedste, lød det fra det danske stjernefrø.

Ekspert Tine Scheuer-Larsen håber på endnu mere ”bulder-tennis” fra Tauson.

- Holder hun niveauet, og spiller hun sådan her igen, kan det godt blive lidt samme sag. Hun møder endnu en dygtig spiller. Men jeg synes altså, der er noget særligt over Tauson her på den her Centre Court.

Clara Tausons semifinale lørdag kan følges live på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Den forventes at gå i gang omkring klokken 14.30.