Tennis

Suveræn Holger Rune spiller sig i sin første ATP-kvartfinale

Holger Rune har nu en hviledag, inden han møder turneringens ottendeseedede i kvartfinalen.

Natten til torsdag dansk tid fortsatte danske Holger Rune med at imponere i Chile.

Ved ATP-turneringen i landets hovedstad, Santiago, slog den 17-årige dansker uden problemer verdens nummer 29, Benoit Paire, i to sæt.

Dermed er han for første gang i kvartfinalen ved en ATP-turnering. Han møder ottendeseedede Federico Delbonis på fredag. Argentineren er nummer 86 i verden.

Holger Rune 2-0 Benoit Paire

  • 1. sæt: 6-2
  • 2. sæt: 6-3
  • Rune er nummer 410 i verden, Paire er nummer 29
  • Rune var suveræn og tillod ikke en eneste fransk breakbold

Fransk modløshed

Selvom Holger Runes franske modstander er taget hele vejen til Chile for at spille turneringen, virkede det ikke, som om han gad at være der.

Tidligt i kampen var nemlig tydeligt, at 31-årige Benoit Paire var frustreret og modløs. Selv når han vandt dueller, var han sur. Ydermere modtog han undervejs en advarsel, da han, efter at have vundet et parti, kylede en bold fra banen i Santiago mod Thy.

Sådan fortsatte det hele kampen, men Holger Rune lykkedes med at holde fokus og koncentrere sig om sit eget spil. Han fandt hurtigt opskriften på succes mod en utålmodig modstander, der gerne ville afgøre duellerne på sit første-, andet- eller tredjeslag.

Fem kampe, fem sejre

Holger Rune har skullet spille mere tennis end de fleste for at nå til kvartfinalen i Chile. Han er nemlig kommet hele vejen dertil via kvalifikationsturnering, som han blev en del af takket være et wildcard.

Tre sejre i kvalifikationen og to i hovedturneringen senere er han nu i kvartfinalen.

- Det var ikke let at komme igennem kvalifikationen, for jeg havde tre vildt hårde kampe i tre sæt. Så jeg har virkelig spillet noget tennis den seneste uge. Men jeg føler mig godt tilpas på banen og er vant til forholdene. Det er selvfølgelig lidt hårdere, fordi luften er lidt tyndere, men jeg kan lide det, siger Holger Rune efter kampen.

Nu kan han allerede se frem til kvartfinalen på fredag mod 30-årige Federico Delbonis. Det bliver danskerens første af slagsen med "de voksne" på ATP-niveau.

- Jeg er virkelig spændt på min første kvartfinale mod Delbonis. Jeg så noget af hans kamp (i anden runde mod Andrej Martin, red.), som han vandt ret let. Så han er i fantastisk form og en spiller, der har været på ATP-touren i lang tid. Så det bliver svært, og jeg glæder mig, siger den danske teenager.

Det er endnu uvist, hvornår han spiller kvartfinale fredag.