Tennis

Verdens bedste sagde ja til Holger Runes spørgsmål på Instagram

Som led i forberedelsen til kommende grusturneringer får Holger Rune kompetent modstand på træningsbanen.

Hello Holger. Yes, we can practice.

Sådan cirka lød svaret fra verdens bedste mandlige tennisspiller, Novak Djokovic, da han skrev tilbage på en Instagram-besked fra 17-årige Holger Rune.

Danskeren fik i starten af marts debut på ATP Touren i Argentina, og i sin anden ATP-turnering kort efter nåede han frem til kvartfinalen.

Han gider jo ikke træne med hvem som helst

Holger Rune

Nu er han vendt tilbage til Danmark, men det bliver for en meget kort bemærkning. Onsdag klokken 12 skal han nemlig træne på grus i Monaco med den 33-årige serber.

- Det bliver fedt. Han er nummer et i verden, så det bliver ret stort, selvom jeg har prøvet at træne med ham. Jeg skrev til ham på Instagram, hvis jeg skal være helt ærlig. Om han var i Monaco eller i området, for jeg så, at han havde trukket sig fra Miami. Så skrev han tilbage, siger Holger Rune til TV 2 SPORT.

Tilbage i efteråret 2019 trænede en 16-årig Holger Rune med verdensstjernen i forbindelse med sæsonfinalerne i London.

Dengang var Rune inviteret med som træningsmakker, efter han havde vundet juniorernes sæsonfinale og var nummer et på juniorernes verdensrangliste.

Giver selvtillid

Denne gang har han altså selv søgt chancen for at træne med verdens bedste.

- Det er fedt. Det giver jo også mig selvtillid, for han gider jo ikke træne med hvem som helst. Jeg kan jo ikke spille med en bedre spiller. Han er nummer et i verden. Det bliver god sparring for mig, siger Holger Rune.

- Jeg har aldrig prøvet at spille med ham (Djokovic, red.) på grus, så det bliver også fedt at se, hvordan det er. Jeg ved, han lægger mange stopbolde, så jeg skal meget frem. Det bliver fedt.

Holger Rune drømmer om, at han om en måneds tid har spillet sig sig knap 100 pladser længere frem på verdensranglisten, så en plads i kvalifikationen til Grand Slam-turneringen French Open er inden for rækkevidde.

Vil vinde sæt

Turneringen spilles på grus, og banerne i Danmark er endnu ikke gode nok til at træne på, så han søger først til Monaco som forberedelse til nogle Challenger-turneringer. Den første i næste uge i Marbella.

- Han rammer bolden så rent. Det er helt vildt. Han har et vanvittigt godt træf og misser ikke mange bolde, så han er fed at træne med. Man får godt rytme.

- Man spiller masser træningssæt. Det håber jeg, han gerne vil, så jeg kan se, om jeg kan tage et sæt fra ham. Nu har jeg fået lidt erfaring på det niveau og ved, at så stor er forskellen heller ikke. Der er nogle små ting med de valg, de tager under forskellige situationer, men jeg tror på, jeg i hvert fald kan spille med ham.

Holger Rune er nummer 317 på verdensranglisten. ATP-eventyrene i Sydamerika sendte ham knap 100 pladser frem.