Tennis

Løchte har fået ny makker

Danmarks bedste mandlige doublespiller Frederik Løchte skal spille tennis med argentinske Andrés Molteni det næste stykke tid.

Frederik Løchte nåede blot at tilbringe 10 dage som single efter bruddet med tyske Tim Puetz tidligere i marts.

Den tidligere Wimbledon-mester har nemlig allerede fundet sig en ny makker, som han skal dele banehalvdel med i resten af grussæsonen. Det oplyser Løchte selv til TV 2 SPORT.

- Det betyder, der er kommet lidt mere ro på nu. Så det er dejligt, siger den rutinerede dansker.

Der er tale om den 33-årige argentiner Andrés Molteni, der før var makker til Tim Puetz' nye doublemakker. Derfor var både Løchte og Molteni ledige, hvorfor de valgte at indgå i et makkerskab for resten af sæsonen.

- Vi har aftalt at spille sammen til og med French Open, og jeg glæder mig til at få det bedste ud af det med ham, lyder det fra Løchte.

Den franske Grand Slam-turnering bliver spillet fra 17. maj til 6. juni. Molteni ligger nummer 68 på verdensranglisten, mens Løchte selv indtager en plads som nummer 61.

Andrés Molteni kommer fra Buenos Aires i Argentina.

Skiltes efter flere år sammen

For godt over en uge siden meddelte Tim Puetz, at han ikke længere ville fortsætte samarbejdet med Løchte.

Det skete efter flere års makkerskab, der har budt på flere sejre på Challenger Touren og en enkelt sejr i en ATP-turnering i München.

I 2020 havde parret to matchbolde ved French Open i kvartfinalen mod det stærke par Juan Sebastián Cabal og Robert Farah fra Columbia.