Tennis

Her slukkes titeldrømmen for ung komet

For anden gang i træk vandt Ashleigh Barty WTA-turneringen Miami Open, men finalen blev ikke færdigspillet, da Bianca V. Andreescu måtte trække sig.

Den canadiske tenniskomet Bianca V. Andreescu var for første gang i 18 måneder tilbage i en finale, efter hun i september 2019 vandt Grand Slam-turneringen US Open.

Titeldrømmen blev dog knust kort inde i andet sæt, da 20-årige Andreescu vred om på foden og beskadigede sin ankel bagud 3-6, 0-2. Selvom canadieren i første omgang spillede videre og siden modtog behandling, måtte hun trække sig bagud 0-4.

Her går det galt for Andreescu.

Dermed kan australieren Ashleigh Barty fortsat kalde sig forsvarende mester i Miami Open, der rangerer som en WTA 1000-turnering lige under de fire Grand Slams, efter hun også vandt den seneste udgave i 2019. Jublen var dog begrænset i første omgang med skaden in mente.

- Det er brutalt. Det er aldrig sådan, du ønsker at afslutte en tenniskamp. Jeg føler med Bianca. Hun har haft mange skader i en stadig ung karriere, og jeg mener, det har holdt hende væk fra nogle store oplevelser. Jeg håber, det bare er den første af mange kampe mellem os, så forhåbentlig kommer hun sig hurtigt, sagde Barty efter finalen.

Australske Barty havde hurtigt bragt sig foran 3-0 i første sæt, men Andreescu brød tilbage til stillingen 2-3. Derpå formåede hun dog ikke at holde serv, og samtidig var Barty ustoppelig. Hun vandt syv af kampens sidste otte partier, før canadieren sagde tak for kampen.

Skadesplaget i hele 2020

Bianca V. Andreescu er endelig tilbage på den store scene, efter hun i det meste af 2020 sad udenfor med en skulderskade. Den unge canadier var da også tydeligt knust, da hun måtte opgive at fortsætte i finalen.

Bianca V. Andreescu blev trøstet af sin stab.

Efter hun havde sundet sig lidt, kom hun dog tilbage på banen til præmieoverrækkelsen, hvor modtog trofæet for andenpladsen og samtidig udviste stort overskud.

- Ashleigh, det var fantastisk at dele banen med dig. Du er en utrolig spiller og et fantastisk menneske. Det var bestemt ikke måden, jeg ønskede at afslutte turneringen på, men jeg er meget taknemmelig over, at jeg kom til finalen i en af mine første turneringer i lang tid.

- Tak til mit team for at få mig igennem så mange hårde tider og altid være der igennem op- og nedture, sagde Andreescu, inden hun samtidig kom med en rørende tak til familien, der var til stede for første gang siden US Open-finalen i 2019.

Søndag er der finale i herrernes Miami Open. Den er et anliggende mellem de to overraskelser italieneren Jannik Sinner og Hubert Hurkacz fra Polen.