Tennis

Tauson er seedet - møder specialist med 300 grussejre

Ifølge ekspert har Clara Tauson gode muligheder for sejr i første runde af WTA-turneringen i Bogotá.

Du kan se Clara Tausons kamp mod Daniela Seguel på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY fra kl. 18.30.

Hun har måske fået grus til morgenmad, og hun er vokset op på grusbaner i Santiago.

Clara Tauson får tirsdag modstand af chilenske Daniela Seguel, som har vundet mere end 300 kampe på det røde grus, i WTA 250-turneringen i Bogotá i Colombia.

Tauson spiller sin første kamp på grus i år, og selvom hun møder en grusekspert, mener TV 2 SPORTs tennisekspert Tine Scheuer Larsen, at der er gode chancer for dansk sejr.

- Clara er også vokset op på grus og derigennem blevet en meget komplet spiller på de fleste underlag. Hun behersker underlaget rigtig godt og kan glide ubesværet på det, hvor Tauson også kan udnytte sine evner med topspin, slice og skarpe stopbolde.

- Clara skal stadig ind og styre spillet mod en formodentlig meget defensiv Seguel og spille med meget tålmodighed og bruger alle de mulige vinkler, hun kan få mod chileneren undervejs i kampen.

Den 18-årige dansker spillede sin første WTA 250-kamp for to år siden, hvor hun kvalificerede sig til en turnering på grus i Lugano i Schweiz, hvor Tauson tabte i tre sæt til Evgeniya Rodina fra Rusland.

Siden er det været med pil opad for Tauson, som er rykket masser af pladser op ad ranglisten, hvor hun har været i top-100 efter triumfen i Lyon. Her blev det til syv sejre i træk og den første store WTA-titel - i øvrigt som den yngste spiller i 2021 med sine 18 år.

De mange point i år har også gjort, at Clara Tauson for første gang er blandt de seedede spiller i WTA 250-turnering, hvor den danske tennisstjerne er seedet firer i Bogotá, og det har også givet hende en god lodtrækning i denne uge.

- Det er absolut en fornuftig lodtrækning for Tauson, og der er ingen i turneringen, som hun ikke kan slå. Stærkeste spiller er nok Sara Soribes Tormo fra Spanien, som Clara Tauson først kan møde i en eventuel finale. Naturligvis må Daneila Seguel og andre eventuelle modstandere ikke undervurderes, men spiller Tauson op til bedste niveau, som vi så i Lyon, så kan hun gå meget langt, siger Tine Scheuer Larsen.

Clara Tauson er på den nye rangliste fra WTA nummer 102, mens chileneren er nummer 213. Det er tredje gang, at chileneren møder en dansk spiller. Seguel tabte i 2013 til Karen Barritza i en turnering i Frankrig, mens hun slog Emelie Francati i Malmø i 2016.