Tennis

Holger Rune får wildcard til en af de største turneringer

I den kommende uge mødes verdens bedste tennisspillere i ATP Tour-turneringen i Monte Carlo.

Se Rolex Masters på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY

I starten af marts fik han drømmen opfyldt med debut på ATP Touren, men nu går en endnu større drøm i opfyldelse.

17-årige Holger Rune er i 2021 trådt ind på tennissportens største scene, ATP Touren, hvor han har spillet tre turneringer på det såkaldte ATP 250-inveau.

I næste uge skal han så prøve kræfter med ATP 1000-niveauet. Holger Rune har nemlig fået et wildcard til Rolex Masters i Monte Carlo.

Det skriver Tennisavisen. TV 2 SPORT har ligeledes fået oplysningen bekræftet.

- Det har været min drøm, siden grusæsonen startede. Monte Carlo er et sted, hvor jeg virkelig føler mig hjemme, siger han til TV 2 SPORT.

Mange penge og vigtige point

Til ATP 1000-turneringer er verdens bedste spillere med. Turneringerne bliver kun overgået i status af de fire Grand Slams samt sæsonfinalen.

Otte spillere fra verdens top-10 er med - heriblandt Novak Djokovic, Daniil Medvedev og Rafael Nadal, der er nummer et, to og tre. Kun Dominic Thiem og Roger Federer har meldt afbud.

Kun fire spillere modtager wildcard til turneringen, mens syv spillere kan tilspille sig en plads via kvalifikationen.

Rolex Masters i Monte Carlo spilles fra den 11. til 18. april.

Udover skyhøje præmiechecks - 1,8 millioner kroner til vinderen og 90.000 for bare at være med - er der mange ranglistepoint på spil.

Holger Runes store mål på den korte bane er at rykke omkring 100 pladser frem på verdensranglisten, således han kan komme ind i kvalifikationen til Grand Slam-turneringen French Open.