Tennis

Holger Rune får hård norsk modstand i Monte Carlo

Verdens nummer 26, nordmanden Casper Ruud, bliver modstanderen for Holger Rune i første runde i Monte Carlo.

Se Rolex Masters på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Den 17-årige danske tennisspiller Holger Rune skal i første runde møde norske Casper Ruud ved den store ATP-turnering Monte Carlo Masters.

Det fremgår af ATP Tours hjemmeside.

Mens den unge dansker er kommet med i den store grusturnering på et wildcard, så er 22-årige Casper Ruud allerede et etableret navn med sin placering som nummer 26 på verdensranglisten.

Til sammenligning er Holger Rune nummer 321.

Danskeren fik sin debut på ATP Tour tidligere i år og har hidtil kun spillet nogle få ATP 250-turneringer.

Monte Carlo Masters rangerer som en ATP 1000-turnering, som er de største turneringer på tenniskalenderen med undtagelse af de fire grand slams og sæsonfinalen.

Casper Ruud står noteret for en enkelt ATP-titel i karrieren, hvor han som det højeste har været oppe som nummer 24 i verden.

Får næsten 100.000 for deltagelse

Turneringen i fyrstedømmet Monaco har deltagelse af verdens bedste spillere, hvor kun Dominic Thiem og Roger Federer fra top-10 har meldt fra.

Alene deltagelsen i første runde sikrer Holger Rune en check på 90.000 kroner, mens der venter en check på 1,8 millioner kroner til vinderen af turneringen.

Rafael Nadal er med afstand den mest succesrige spiller i turneringens historie. Han har således vundet titlen 11 gange - senest i 2018, første gang i 2005.

Sidste år blev Monte-Carlo Masters aflyst grundet coronapandemien.