Tennis

- Det var super solidt, siger Holger Rune

Holger Rune er kun en sejr fra at kvalificere sig til ATP 500-turneringen i Barcelona, der begynder mandag.

56 minutters tennis, et æg og et stort skridt nærmere hovedturneringen i Barcelona.

Holger Rune spillede sig lørdag videre til den afgørende kvalifikationskamp til ATP 500-turneringen i Barcelona, da han slog svenske Mikael Ymer i to sæt med cifrene 6-0, 6-2.

Og selvom det på resultatet virkede som en noget nær perfekt præstation, mente den 17-årige dansker ikke, at det var helt fejlfrit.

- Det var super solidt, og jeg holdt det meget enkelt i dag. Jeg følte egentlig ikke, at jeg gik ind og ramte alt inde på banen, men jeg spillede bare med ham og sørgede for, at han skulle arbejde for hvert et point, siger Holger Rune til TV 2 SPORT.

Skuffet over den seneste kamp

Holger Rune var også i kamp tidligere på ugen.

Her led han selv et stort nederlag, da han mødte Casper Ruud ved ATP 1000-turneringen Monte Carlo Masters.

Et nederlag, der skuffede ham, men som han efter lørdagens sejr har fået ud af systemet.

- Jeg var klart skuffet efter kampen mod Ruud. Han spillede vildt godt, men jeg kom også til forcere mit spil, og jeg troede, at jeg skulle spille over evne. Det tror jeg bare, jeg har fået bekræftet i dag, at det skal jeg ikke. Hvis jeg går ind og spiller med dem, så har jeg en meget bedre chance, end hvis jeg føler, jeg skal slå vindere hver gang.

- Det her med at have fornemmelsen af, at jeg skal overpræstere, efter jeg er kommet op på ATP-niveau er i hvert fald forsvundet nu. Jeg skal tilbage til at finde mit spil, og så skal sejrene nok komme, siger Rune.

Klassik hard court-spiller venter

Og netop en sejr har det danske tennistalent brug for, hvis han skal kvalificere sig til hovedturneringen i Barcelona.

I den afgørende kamp skal han op imod tyske Peter Gojowczyk, som er nummer 130 på verdensranglisten. Selv er Rune nummer 322.

- Gojowzcyk er jo en klassisk hard court-spiller. Han vil gerne tage boldene tidligt, og han har en god serv. Men han er også en type, der kan svinge en del i niveau. Så jeg skal bare bryde hans rytme og forsøge at få ham ud at løbe en masse, siger Holger Rune.

Runes kamp mod Gojowczyk spilles søndag formiddag. ATP 500-turneringen i Barcelona begynder mandag og løber frem til lørdag 25. april.