Tennis

WTA Tour sørger for coronavacciner

Nogle af verdens bedste tennisspillere har fået mulighed for at blive vaccineret mod coronavirus.

Gennem WTA Touren er vejen til en coronavaccine blevet kortere for de kvindelige tennisstjerner.

WTA har nemlig tilbudt vacciner til spillere og trænere, fortæller verdensetteren Ashleigh Barty. Både hun og træneren Craig Tyzzer blev vaccineret i forbindelse med en turnering i Charleston tidligere på måneden.

- Som mange andre spillere blev vi vaccineret gennem Touren (WTA Tour, red.). De havde arrangeret det gennem et bestemt apotek, som havde nogle tilovers. Det var vigtigt for mig at vide, at de mest sårbare blev vaccineret først, siger Barty ifølge Reuters.

- Vi kiggede på forskellige muligheder for at blive vaccineret uden at springe over i køen i Australien. Vi fandt ikke en løsning, før vi tog afsted i marts.

Danske Clara Tauson spillede også med i Charleston, hvor hun måtte trække sig fra kvartfinalen mod Maria Camila Osorio Serrano med en skade. Hun blev dog ikke vaccineret i forbindelse med turneringen. Det skriver hendes far, Søren Tauson, i en besked til Ritzau.

Lettelse

Australieren føler "ekstra lag af beskyttelse", efter at hun har fået vaccinen.

- Vi gør stadig, som reglerne foreskriver, og følger retningslinjerne, men det giver en vis følelse af lettelse, at vi er lidt ekstra beskyttet, siger hun og tilføjer, at hun oplevede visse bivirkninger.

Da australieren deltog i Miami Open for en lille måned siden, var det første gang, at hun spillede en turnering uden for Australien siden februar 2020.

Hun vandt turneringen efter en finalesejr over canadiske Bianca Andreescu.

I denne uge deltager Ashleigh Barty i WTA-turneringen i Stuttgart. Turneringen vises direkte på TV 2 PLAY - se sendeplanen her.