Tennis

Stjerne væmmes over sammenligning med landsmand

Nicky Kyrgios er fornærmet over, at han ofte bliver sat i samme bås som Bernard Tomic.

To store tennistalenter fra Australien. Begge har ikke rigtig fået forløst deres store potentiale.

Lighederne er til at få øje på mellem Nick Kyrgios og Bernard Tomic. For førstnævnte vil han dog på ingen måde sættes i samme bås som sin landsmand, der oftere og oftere får opmærksomhed for sine optrædener uden for tennisbanen.

- Jeg er blevet sammenlignet med Bernard Tomic i dag, og jeg har aldrig følt mig mere fornærmet.

- Har han en fond? Hvad har han egentlig præsteret? Samler han penge ind for ildebrandene? Jeg væmmes ved det, skriver 26-årige Kyrgios på Instagram.

Han understreger desuden, at han har slået 'Big 4', som dækker over Roger Federer, Rafael Nadal, Novak Djokovic og Andy Murray.

Til sidst kommer han med en stikpille til Tomic, som dukkede op på pornosiden Onlyfans sammen med sin kæreste Vanessa Sierra.

- Lav din research. Jeg har heller ikke sex med nogen på Onlyfans, slår han fast.

Kyrgios ligger nummer 56 på verdensranglisten. Hans bedste Grand Slam-resultat er en kvartfinale ved Australian Open og Wimbledon.

En kvartfinale ved Wimbledon opnåede Tomic også i 2011. Siden er karrieren gået gevaldigt i stå, hvor 28-årige Tomic er nummer 207 på ranglisten.